Aalborgs havnefront bliver flittigt brugt af byens borgere, og langt de fleste føler sig trygge, når de færdes langs fjorden. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har gennemført for Aalborg Kommune.
Ifølge undersøgelsen føler 74 procent af borgerne sig sikre eller meget sikre på Aalborg Havnefront. I aften- og nattetimerne falder tallet dog til 60 procent, og særligt området omkring Jomfru Ane Parken bliver fremhævet som et sted, hvor flere oplever utryghed.
Undersøgelsen bygger på svar fra 1.939 borgere og skal nu bruges som grundlag for kommende sikkerhedstiltag langs havnefronten.
– Vi har med undersøgelsen fået et nyttigt redskab, som vi vil anvende i det fortsatte arbejde med vores sikkerhedsinitiativer og forebyggende indsatser ved Aalborg Havnefront, siger Mette Skamris fra Teknik og Miljø i Aalborg Kommune.
Borgerne peger især på risikoen for at falde i vandet som noget, der kan skabe utryghed. Samtidig nævnes bedre belysning og flere barrierer langs kajkanten som ønsker til fremtidige forbedringer.
Undersøgelsen viser samtidig, at havnefronten er blevet et vigtigt rekreativt område for mange aalborgensere. Seks ud af ti bruger området mindst én gang om måneden, mens næsten en tredjedel besøger havnefronten hver uge. De unge borgere er blandt de mest aktive brugere af området.
I de senere år er sikkerheden på havnefronten løbende blevet opgraderet gennem blandt andet flere redningsstiger, bedre belysning, overvågning og forbedret adgang for beredskabet. Der er blandt andet opsat 70 oplyste redningsstiger samt elektroniske sikkerhedssystemer på dele af strækningen.
Undersøgelsen er en del af indsatsen under Tryg Aalborg, som er et samarbejde mellem Aalborg Kommune, Nordjyllands Politi og Region Nordjylland






