Søndag den 31. maj forvandles Skanseparken i Nørresundby endnu en gang til et levende kunstunivers, når årets udgave af “Montmartre i Skanseparken” løber af stablen. Arrangementet finder sted fra klokken 10.30 til 15.30 og byder på en dag fyldt med kunst, musik, kultur og aktiviteter for både børn og voksne.
Omkring 30 kunstmalere vil i løbet af dagen skabe værker under parkens træer, hvor gæsterne får mulighed for at opleve kunsten helt tæt på. Både unge og erfarne kunstnere deltager, og ambitionen er at skabe en stemning inspireret af det kendte kunstnermiljø i Montmartre i Paris.
Arrangementet bliver ledsaget af musik og underholdning hele dagen. DJ TWA sørger for stemningen, mens Nielsen Band bidrager med franske toner. Derudover vil skuespiller Marie Knudsen Fogh fra Aalborg Teater fremføre lyrik i parkens grønne omgivelser.
Der er også tænkt på de yngste gæster, som blandt andet kan glæde sig til ansigtsmaling og musikalske aktiviteter.


På mad- og drikkefronten bliver der mulighed for at købe blandt andet pølser, croissanter, kaffe, øl, vin og vand. Gæster er samtidig meget velkomne til selv at medbringe en skovtursskurv og nyde dagen i parken.
Årets velkomsttale holdes af medlem af Aalborg Byråd, Nuuradiin Hussein.
Bag arrangementet står Christel Bang og Helle Brix, som håber på stor opbakning til den farverige kulturbegivenhed.
Montmartre i Skanseparken er i år sponsoreret af Aalborg Kommune gennem Kulturporten samt Kulturbroen Aalborg.







