Der er lagt op til ægte håndbolddrama i Skansen på søndag, når EH Aalborg spiller sæsonens vigtigste kamp i jagten på endnu en sæson i Damehåndboldligaen.
Søndag den 17. maj klokken 15.00 gælder det den tredje og altafgørende play off-kamp, hvor EH Aalborg kæmper for at sikre overlevelse i Danmarks bedste håndboldrække. Forud for kampen håber klubben nu på massiv opbakning fra både Aalborg, Nørresundby og resten af Nordjylland.
For at skabe en fyldt hal og maksimal stemning har klubben valgt at give gratis adgang til opgøret.
– Skal der være spænding, så lad der være spænding. Når det nu ikke kan være anderledes, så er det også sjovere at sikre endnu en sæson i ligaen foran vores eget publikum i Skansen, lyder det fra EH Aalborg.
I klubben er der ingen tvivl om, at støtten fra tribunerne kan blive afgørende i kampen om overlevelse. Derfor opfordres alle håndboldinteresserede til at møde op og skabe en intens kulisse omkring opgøret.
Spillere, trænere og frivillige håber på en fyldt hal, hvor venner, familier, naboer og kolleger står samlet bag holdet i en kamp, hvor hver eneste detalje kan få betydning.
EH Aalborg har gennem sæsonen kæmpet hårdt for at blive i ligaen, og søndagens kamp bliver kulminationen på en dramatisk afslutning på sæsonen.
Kampen spilles i Skansen i Nørresundby søndag den 17. maj klokken 15.00, og dørene er åbne for alle med gratis entré.






