12 økologiske landmænd åbner igen i år gården op til Sofari søndag d. 5. september. Her kan danskerne møde økologiske grise under åben himmel. En af værterne er Hans Henrik Thomsen.
Siden 1999 har Hans Henrik Thomsen været økologisk landmand og griseproducent ved Brønderslev. Hans Henrik Thomasen er en af værterne ved Sofari, der skal vise, hvordan de økologiske grise lever.
En af de helt specielle ting, som gæsterne kan opleve ved Hans Henrik Thomsen er, at han har sine grise i mobile stalde, som han hver dag flytter på marken, så dyrene hele tiden har frisk græs at spise. Det betyder meget for landmanden, at han kan gøre noget for at forbedre dyrevelfærden hos sine grise.
-Det er dagens højdepunkt, når vi flytter staldene. Det er tydeligt at se, at grisene nyder det. Samtidig betyder det, at vi ikke har stresssymptomer, og grisene får stillet deres nysgerrighed. Det er en fornøjelse at se dem på nyt græs hver dag, siger Hans Henrik Thomsen.
Ud over, at gæsterne kommer tæt på dyrene og kan få indsigt i den økologiske produktion, tilbyder landmanden også smagsprøver fra grisekødet og smagsprøver fra grøntsager, som er dyrket med gødning fra grisene. Landmanden håber, at gæsterne til Sofari får et godt syn på moderne økologisk produktion.
-Vi vil gerne vise, at vores produktion er bæredygtig, og samtidig håber jeg da, at gæsterne får lyst til at spise grisekød, når de har set, hvordan dyrene har det, siger landmanden.
Hans Henrik Thomsen leverer 1300 grise årligt til Friland. Smågrisene får han fra sin nabo Thomas Bertram, der også er vært ved Sofari. Det er muligt at besøge begge landmænd samme dag, men det er helt afgørende, at gæsterne i så fald først besøger Thomas Bertram for at sikre grisenes sundhed.
Gården er en af 12 gårde i landet, der gør klar til årets Sofari. Det er gratis for alle at deltage. Aktiviteterne varierer fra gård til gård, og aktiviteterne kan ses på Sofaris hjemmeside.
Besøgsadressen er: Røgelhedevej 55, 9700 Brønderslev
Øget interesse
Landbruget leverer grise til Friland, hvor der er stor glæde over, at interessen for Sofari er stor. I 2019 brugte 8.000 danskere muligheden for at tage en tur på landet og opleve de økologiske grise udfolde sig i deres naturlige omgivelser.
– Vi ser, at forbruger er meget optaget af og interesseret i, hvordan grisene lever, og hvilken dyrevelfærd, økologien repræsenterer. Derfor betyder det meget for os, at landmænd, der leverer til Friland, vil åbne deres gårde og vise, hvordan en økologisk gris lever under åben himmel, siger Maria Bast, marketingansvarlig hos Friland
Det er ikke blot arrangementer som Sofari, der oplever øget interesse. Salget af økologisk kød har været opadgående længe, og det betyder, at mængden af grise, der lever økologisk, vokser.
Sofari arrangeres i et bredt samarbejde mellem Landbrug &Fødevarer, Friland, Organic Pork, Tican, Økologisk Landsforening og foreningen FØKS (Foreningen for Fremme af Økologisk Kvalitetssvinekød). På sofari.dk kan man se, hvilke gårde der holder åbent og de enkelte gårdes åbningstider, ligesom man kan læse mere om øko-grisens liv.