Ginne Marker holder releasekoncert på Studenterhuset i Aalborg
28. november Releasekoncert på Studenterhuset, Gammeltorv 10, 9000 Aalborg – fri entré
Ginne Marker: For Seasons to Come
Release 15. november via Giant Birch
Der er pt kun syv kvinder i Danmark, der bærer navnet Ginne.
Danskerne kan dog godt begynde at vænne sig til det lidt specielle navn, for nu debuterer sanger, sangskriver og guitarist Ginne, med efternavnet Marker, med albummet ”For Seasons to Come”.
Trods sine blot 24 år, er Ginne Marker ikke et helt ubeskrevet blad på den danske musikscene. På SPOT Festivalen i sommer tog hun publikum med storm, og i skrivende stund har singleforløberen ”Sunny Days” over 165.000 streams på Spotify.
I 2016 modtog Ginne Marker Aalborg kommunes kultur- /talentpris, vandt Skråens Bandbattle i 2017 og med det fulgte titlen som “Årets Nordjyske Songwriter 2017”. I 2018 modtog hun Klaverstemmerens Musikpris og senest kom hun på tredjepladsen i JazzDanmark Konkurrencen 2019 (den der før hed ”Ung Jazz”), og nu udgiver hun sit debutalbum på Aske Jacobys nystartede pladeselskab, Giant Birch.
Ginne Markers musik er ikke sådan at sætte i bås. Kald det jazz, kald det pop eller måske bare jazz/pop.
Hun favner det hele i sine personlige, eftertænksomme og velkomponerede sange. En dynamisk sangerinde, som har en legende og udforskende tilgang til sit vokale og musikalske udtryk. Hendes karakteristiske og dragende vokal bærer, sammen med hendes fremragende guitarspil, både sang og tekst langt ud over scenekanten.
En ung kunstner med meget på hjerte Ginne Marker spillede fagot, da hun var helt lille og begyndte på guitaren, da hun gik i 6. klasse. Som 20- årig valgte hun at gå all in på musikken; Telecasteren, sangskrivningen og sang.
-Lysten til at skrive musik og finde på, har sådan set været der, siden jeg var helt lille. Det har været noget altoverskyggende som helt instinktivt altid blev prioriteret først, fortæller Ginne Marker.
Musikken har en international sound og skuer både frem og tilbage i tiden. Ginne Marker er en gammel sjæl i en ung kvindes krop. Kompositionerne kan være stille, eftertænksomme og tilbagelænede, og også sprudlende, legende og optimistiske. Førstesinglen ”La Vie en Glace” sender tankerne i retning af Paris anno 1920, mens andre af albummets ti numre tager lytteren ind i intime songwriter-settings eller på en tåget jazzklub, hvor historien og musikkens balance mellem enkelthed og kompleksitet er dragende og hypnotiserende.
Ginne Marker kunne opleves på Copenhagen Jazz Festival i år og også live er der en helt særlig aura omkring hende. Da hun optrådte på SPOT Festival, udpegede Bands of Tomorrow hendes koncert som en af lørdagens bedste og skrev bl.a.: ”Folk havde droppet at stå og småsludre og kigge i deres telefoner, og var helt koncentrerede om Ginne Markers optræden. Med sine fine ensembler, der tenderer både til det poppede og jazzede, tryllebandt Marker sit publikum og fik tiden til at stå stille.”
Og det er netop hendes evne til at få tiden til at stå stille og tryllebinde sit publikum med sine fortællinger og stemninger, der også karakteriserer hendes debutalbum.
Albumtitlen er tænkt som en forudsigelse af de drømme jeg har, og denne udgivelse er forhåbentlig den første af mange, lyder det fra debutanten, der er omgivet af et sejt hold af ældre mandlige musikkollegaer på ”For Seasons to Come”.
Live:
20. november Jacoby Marker Duo, Studenterhus, Amfipladsen 6, 5000 Odense
25. november Releasekoncert på H15, Halmtorvet 15, 1700 København – fri entré
28. november Releasekoncert på Studenterhuset, Gammeltorv 10, 9000 Aalborg – fri entré
Ginne Marker optræder desuden den 18. november til DMA JAZZ 2019, som gæst med Kenneth Dahl Knudsens Kvartet.
Medvirkende:
Ginne Marker (guitar og vokal)
Øyvind Ougaard (trækharmonika)
Fredrik Damsgaard (el-bas)
Rune Funch, (guitar)
Jacob Christoffersen (piano)
Dan Hemmer (Hammondorgel)
Jeppe Gram (trommer)
Rune Harder Olesen (percussion)
Aske Jacoby (piano, guitar)
Kaare Munkholm (vibrafon)
Mads Hyhne (trombone)
Mads la Cour (flygelhorn)
Anders Gaardmand (tenorsax)
Albummet er produceret af Aske Jacoby.
Trackliste:
1. For Seasons to Come
2. La Vie en Glace
3. Some Day
4. Saint
5. Tick of Time
6. Starry Night
7. Sunny Days
8. Lullaby for You
9. 3 & Five
10. Goodnight Good Love
Kilde: Promote it!