Museumsbutikken Aalborg Historiske Museum
Aalborg Historiske Museum har en hyggelig butik med varer fra gamle dage. Her er det blandt andet muligt at købe kopier af vikingesmykker fundet i lokalområdet, drikkeglas lavet efter ægte middelalderglas, gammeldags legetøj samt bøger med lokalhistoriske emner.
Julebutikken åbner tirsdag 5. november
Julebutikken på Aalborg Historiske Museum er noget ganske særligt. Her oser det nemlig af julestemning som i de gode, gamle dage med masser af gammeldags julepynt på hylderne.
Der satses på gammeldags og traditionel julepynt, der vækker nostalgiske minder om den gode, gamle jul. Der er glaskugler, glanspapir til flettede hjerter og flagguirlander til juletræet, men man finder også ting som de klassiske julebukke af halm, gammeldags papjulekalendere og sprællemænd, Helligtrekongerlys og meget andet, som de ældre familiemedlemmer med garanti husker fra deres barndom.
Blandt de mest populære varer er blandt andet julekort med gammeldags motiv, englespil og ikke mindst Brammings klassiske kravlenisser, som blev udgivet første gang i 1947. Du kan købe genoptryk af de originale nisser samt finde andre varer med Brammings nisser som motiv.
En anden yderst populær vare er glaspynt fra Brink Nordic, som fås i mange forskellige udgaver.
Historien følger med
Køber man julepynt på museet, får man også noget andet, som ikke fås i almindelige butikker. Historien følger nemlig med udvalgte varer – for eksempel om de originale honningkager fra Christiansfeld, om Helligtrekongerlysene og om julebukkene af halm.
I det hele taget spiller stemningen fra gamle dage en stor rolle, og vi gør meget ud af at genskabe den gammeldags julestemning. Blandt andet indrettes julebutikken med gamle købmandsdiske og som et flot midtpunkt vil et juletræ af gran stå pyntet med kugler, fugle, flag og andet gammeldags julepynt.
Åbningstider for julebutikken
5.-30. november: mandag-lørdag kl. 10-17
1.-23. december: mandag-lørdag kl. 10-17.30
Kilde: Nordjyllands Historiske Museum