Affald i parker er en udfordring, der optager mange – både borgere og kommunen. Nu viser erfaringer fra blandt andet Kildeparken og Vestre Fjordpark, at en forholdsvis enkel løsning kan være med til at gøre en stor forskel: store affaldscontainere i stedet for mange små skraldespande.
Hos Entreprenørenheden under By og Land, som står for renholdelsen af Aalborgs offentlige arealer, er man godt tilfreds med forsøget, der nu skal bredes ud til endnu flere af byens grønne områder.
– Vi har lavet et eksperiment sidste år i Kildeparken, hvor vi fjernede 30 mindre affaldskurve og i stedet satte 2500 liters containere op i sæsonen. Det betyder, at der bliver meget mere rent, fortæller afdelingsleder Niels Sloth Christiansen.
Et simpelt regnestykke
Løsningen er ligetil, men bygger på et veldokumenteret princip: Synligt affald avler mere affald. Når små skraldespande hurtigt bliver fyldt op, smider folk lettere deres affald på jorden – eller balancerer det oven på en allerede overfyldt beholder.
– Hvis det ser ud som om, at der ikke er rent, så har man lettere ved at lade sit affald ligge. Med de store containere har borgerne nemmere ved at komme af med det, og vi undgår overfyldte kurve, siger Niels Sloth Christiansen.
Han peger også på en anden gevinst: Når affald ikke stikker op af små, fyldte kurve, tiltrækker det færre fugle, som ellers hurtigt kan sprede indholdet ud over parkens arealer.
Flere parker følger efter
Efter de positive erfaringer fra Kildeparken og Vestre Fjordpark er næste skridt at udbrede tiltaget til flere af Aalborgs grønne oaser. Østre Anlæg og Karolinelund er blandt de parker, der står for tur.
Rådmand for By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen, understreger, at løsningen også bidrager til at håndtere et økonomisk pres:
– I budgetforliget for 2025 blev der aftalt en besparelse på en million kroner til renhold. Derfor prøver vi at finde de gode løsninger, hvor vi både sparer ressourcer og opnår bedre resultater. Store containere i stedet for mange små kurve er en af dem.
Hvis den nye praksis viser sig at være lige så effektiv i andre parker som i Kildeparken, kan aalborgenserne i fremtiden se frem til renere, mere indbydende grønne områder – uden at det nødvendigvis koster mere.
Kilde: Aalborg Kommune