Der er lagt op til en intens håndboldkamp, når EH Aalborg lørdag eftermiddag tager imod Horsens Elite i Skansen i Nørresundby. Begge hold ligger side om side i tabellen, og kampen kan meget vel blive afgjort i de sidste sekunder.
“Det bliver tæt. Vi kan sagtens ende med +1 på måltavlen til et af holdene, og det kan blive afgjort i de sidste sekunder,” vurderer EH Aalborgs træner, Peter Jagd, forud for opgøret mod østjyderne.
Da de to hold mødtes sidst i oktober, endte det med en dramatisk uafgjort 27-27 efter en nervepirrende afslutning. I tabellen ligger Horsens lige nu som nummer 13, mens EH Aalborg indtager pladsen som nummer 14.
Forsvar i fokus under kamppause
Efter en travl januar måned har EH Aalborg haft halvanden uges kamppause, som holdet har brugt på at restituere og optimere spillet – især i defensiven.
“Vi har holdt nogle dage fri for at give spillerne et tiltrængt pusterum, både fysisk og mentalt. Resten af tiden har vi brugt på at arbejde med vores forsvar, da vi simpelthen har lukket for mange mål ind på det seneste,” fortæller Peter Jagd. Holdet har endnu ikke formået at holde en modstander under 30 mål siden årsskiftet, hvilket er en udfordring, trænerteamet har forsøgt at rette op på.
Offensiv modstand kan give udfordringer
Mens defensiven har været en svaghed, har EH Aalborg til gengæld vist stærke offensive takter. I de seneste tre kampe har holdet scoret over 30 mål i hver kamp. Alligevel forudser cheftræneren en mere lavt scorende kamp mod Horsens.
“Horsens har nogle offensive redskaber i deres forsvar, som kan volde os problemer. Det bliver en kamp, hvor vores defensive arbejde virkelig skal bære igennem. Jeg forventer en lav score, lange angreb og masser af spænding,” siger Peter Jagd.
Familieaktiviteter og kampstart
Kampen fløjtes i gang kl. 13.30 i Skansen, men dørene åbner allerede kl. 12.00. Her vil studerende fra UCN – Sport Management stå for opvarmning med aktiviteter for hele familien.
Billetter kan købes online HER, og EH Aalborg håber på opbakning fra hjemmepublikummet i jagten på to vigtige point i ligaen.