I hjertet af Aalborg vil bæredygtighed igen blive sat på dagsordenen, når Bæredygtighedsfestivalen løber af stablen d. 19. og 20. september 2025. Festivalen, der har eksisteret siden 2013, er blevet en fast tradition og et vigtigt samlingspunkt for både borgere, virksomheder og politikere, der ønsker at bidrage til den grønne omstilling.
Dialog om fremtidens klimaindsatser
Med Aalborg Kommunes klimaplan på vej til revision i 2026 får årets festival en særlig betydning. Rådmand for Klima og Miljø, Anna Aaen, ser festivalen som en unik mulighed for at skabe dialog om kommunens fremtidige klimaindsatser:
“Bæredygtighedsfestivalen er en vigtig brik i den grønne omstilling. Her skaber vi en uformel arena, hvor vi og andre aktører kan komme i dialog med nordjyder i alle aldre. Samtidig kan deltagerne blive inspireret til at agere mere bæredygtigt i deres dagligdag – og vi kan blive klogere på, hvad der kan gøres for at gøre grønne valg nemmere for alle,”udtaler hun.
Programmet vil blandt andet inkludere politiske debatter og workshops, der inviterer borgere til at deltage aktivt i udviklingen af en mere bæredygtig fremtid for Aalborg.
Fra Kildeparken til Gammeltorv
Efter sidste års succes i Kildeparken flytter festivalen i år til Gammeltorv, hvor den vil brede sig ud i midtbyen. Den velkendte markedsplads vender tilbage, hvor foreninger, virksomheder og organisationer præsenterer deres arbejde med bæredygtighed. Der vil også være aktiviteter og stande målrettet børn og unge, så hele familien kan deltage.
Festivalen har over årene udviklet sig i takt med, at bæredygtighed er blevet en central del af manges hverdag. Derfor vil der både være elementer, som deltagerne kender fra tidligere år, samt nye, spændende tilføjelser. Detaljer om årets program vil løbende blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.
Informationsmøde for interesserede aktører
For aktører, der ønsker at blive en del af festivalen, afholder Aalborg Kommune et digitalt informationsmøde d. 6. marts. Her kan man få et indblik i, hvordan man kan bidrage til festivalens program og deltage aktivt i dialogen om bæredygtighed.
Med fokus på både festlige oplevelser og meningsfulde samtaler er der lagt op til to dage, hvor bæredygtighed bliver fejret og diskuteret i Aalborgs gader.
Fakta om Bæredygtighedsfestivalen 2025
- Dato: 19.-20. september 2025
- Sted: Gammeltorv og Aalborg midtby
- Tema: Dialog og inspiration om den grønne omstilling
- Målgruppe: Alle aldre
Hold dig opdateret om program og tilmelding på kommunens hjemmeside.