”nye” Brandenburgkoncerter af Bach
Ensemble for tidløs musik kalder de sig – Concerto Copenhagen, som i mere end 30 år har spillet musik fra bl.a. barokken og givet kendte værker nyt liv med originale fortolkninger. Nu har ensemblet i tæt samarbejde med oboisten Antoine Torynczyk instrumenteret Bachs seks orgelsonater med Brandenburgkoncerterne som forbillede. Den spændende koncert præsenteres af Musikkens Kammerklub lørdag 4. november i Musikkens Hus.
I mere end 30 år er Concerto Copenhagen gået på opdagelse i og har fremført musikken fra barokken, wienerklassikken og den tidlige romantik med historisk bevidsthed og kunstnerisk kompromisløshed, og orkestret står i dag som et internationalt fyrtårn på sit område.
Musikalsk leder Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen forener kunstnerisk autenticitet og innovation og giver gennem originale fortolkninger musikken nyt liv og relevans for et moderne publikum. Concerto Copenhagens musikere hører til den internationale elite af barokmusikere, og orkesteret har siden de første koncerter i 1991 været på en spændende kunstnerisk og musikalsk rejse – værdsat og rost af publikum og kritikere verden over.
Med et repertoire, der kombinerer velkendt europæisk musik med mindre kendte værker af skandinavisk oprindelse samt ny musik, markerede orkestret sit 30-årsjubilæum i 2021, og blev efterfølgende udnævnt til Årets P2 Kunstner 2022.
Bach nyfortolket
Johann Sebastian Bach komponerede sine seks Brandenburgkoncerter BWV 1046-1051 omkring 1720 som en gave til markgreven af Brandenburg. Så vidt vides, blev Brandenburgkoncerterne aldrig opført af Bach selv, men Bach tog dele af musikken og genbrugte den i andre sammenhænge – blandt andet som instrumentale satser i kantater. En lignende historie gælder også Bachs seks triosonater for orgel BWV 525-530 nedskrevet i slutningen af 1720´erne i Leipzig. Mange af satserne er genbrug fra tidligere komponeret musik. Musik til andre sammenhænge og instrumenter, men omskrevet og tilpasset orgel.
Inspireret af J. S Bachs egen jævnlige genbrug og omskrivninger har oboist Antoine Torunczyk – i tæt samarbejde med Concerto Copenhagens musikere – instrumenteret Bachs seks orgel-triosonater med Brandenburgkoncerterne som forbillede.
I arbejdet med de nye ”Brandenburgkoncerter” har Antoine Torunczyk og musikerne fulgt de originale på flere måder: både Bachs brug af et bredt spektrum af instrumenter – herunder flere der er meget sjældne i dag – og den måde, hvorpå Bach varierer og blander instrumentering og funktion – solistisk og akkompagnerende – har tjent som inspiration, og man vil kunne opleve blandt andet obo da caccia, viola d´amore og violoncello da spalla. Målet er, at den oprindelige trestemmige musik fra orgel-triosonaterne nu fremstår lys, let og transparent med en bred farvepalet fra de eksotiske barokinstrumenter. Antoine Torunczyk og Concerto Copenhagen håber, at disse “nye” Brandenburgkoncerter på én gang vil fremstå velkendte og som noget nyt. Som noget umiskendeligt og genkendelig komponeret af Bach, men også friskt og nyt.
Musikkens Kammerklub
Musikkens Kammerklub er et samarbejde mellem Aalborg Kammermusikforening og Musikkens Hus, hvor medlemmer tilbydes kammermusikoplevelser af øverste skuffe, fordelagtige billetpriser og ikke mindst et unikt fællesskab omkring kammermusikken. Klubben kan nu fejre fem års fødselsdag, og det sker med et flot program med syv koncerter med danske og internationale stjerner. Publikum er velkommen til at købe billet til udvalgte koncerter, men køber man til alle syv, får man et klubmedlemsskab, hvilket blandt andet indebærer 40 pct. rabat og en række andre medlemsfordele. Mere om klubben her: https://musikkenshus.dk/musikkens-kammerklub
Program:
Johann Sebastian Bach: Brandenburgkoncerter 7-12, arrangeret for orkester af Antoine Torunczyk og Concerto Copenhagen
Hvor: Intimsalen i Musikkens Hus i Aalborg
Hvornår: lørdag 4. november 2023 kl. 19.30
Billetpriser: Enhedspris 220 kr./ Studerende 50 kr.
Vælger man medlemskab af Musikkens Kammerklub, køber man billet til alle syv koncerter i serien og opnår 40 pct. rabat på ordinærprisen.
(Normalpris for 7 koncerter: 1.540 kr. / Klubpris for 7 koncerter: 850 kr.)
For yderligere information, anmelderbilletter m.m., kontakt venligst:
Helle Nørgaard, PR- og marketingkonsulent / Mobil: 60 20 35 71 / Mail: hn@aalborgsymfoni.dk
Foto: Concerto Copenhagen
Øvrige koncerter i Musikkens Kammerklub sæson 2023-24
Yana Deshkova og Amalie Malling: Violinsonater af Franck og Nielsen
Mandag 20. november 2023 kl. 19.30 i Intimsalen
Quatuor Danel: Prokofjev, Tjajkovskij og Mieczyslaw Weinberg
Mandag 22. januar 2024 kl. 19.30 i Intimsalen
The Nightingale String Quartet: Rued Langgaard, Thomas Agerfeldt Olesen og Mendelssohn Bartholdy
Lørdag 24. februar 2024 kl. 16.00 i Intimsalen
Klaveraften med Filip Michalak: Scarlatti, Chopin, César Franck, Brahms og Alexander Scriabin
Mandag 18. marts 2024 kl. 19.30 i Intimsalen
Camerata RCO (Fra Royal Concertgebouw Orchestra i Amsterdam): Kammermusik af Mozart og Poulenc
Mandag 8. april 2024 kl. 19.30 i Intimsalen
Mere om Musikkens Kammerklub:https://musikkenshus.dk/musikkens-kammerklub