Når 47 nyuddannede pulversvejsere nu har skiftet ledighedskøen ud med kedeldragten hos Bladt Industries A/S, er det et helt konkret resultat af samarbejdet i Aalborg Alliancen. Alle kommer direkte fra arbejdsløshed, og ingen af dem havde på forhånd alle de nødvendige kvalifikationer. Faktisk var det for en del af de ledige første gang, at de skulle arbejde inden for metalbranchen.
Det er Jobcenter Aalborg og Metal Aalborg, der har stået for at rekruttere de ledige, mens Tech College har uddannet dem i den særlige form for svejsning.
En af dem, der er sprunget fra ledighed til et fast job ved Bladt Industries er 32 årig Saman Mustafa, som har været fastansat ved Bladt Industries siden foråret 2019, og som kommer med en baggrund som kok gennem de seneste 7 år.
“Da jeg pludselig stod uden job, var det vigtig for mig at komme til at lave noget håndværksmæssigt og nu står jeg her ved Bladt Industries. Jeg er blevet taget godt imod fra den første dag og mine kollegaer roser mig for det arbejde jeg udfører – det gør mig glad,” siger Saman Mustafa
Da Bladt som en af de første virksomheder for lidt over et halvt år siden meldte sig ind i Aalborg Alliancen stod ca. 50 pulversvejsere helt øverst på virksomhedens ønskeliste. Samarbejdet i Alliancen har været positivt for Bladt på mere end en måde.
Michael Madsen Mortensen, svejseinstruktør hos Bladt Industries forklarer det således:
“Samarbejdet har været en stor gevinst for os. Vi har ikke bare fået nogle medarbejdere med de rigtige kvalifikationer. Vi har også fået nogle supermotiverede nye kollegaer. Det er også det, som jeg hører fra de øvrige ansatte her hos Bladt”.
Ifølge Jesper Falkenberg Clausen, Metal Aalborg viser det, at et skræddersyet samarbejde på tværs af virksomhed, a-kasse, jobcenter og uddannelsessted virker:
“Vores samarbejde har sikret Bladt medarbejdere med de nødvendige kvalifikationer. Samtidig har vi skabt helt almindelige jobs til helt almindelige lønmodtagere. Uden opkvalificeringen ville de måske fortsat gå ledige og virksomheden mangle medarbejdere.”
Når ledigheden i Metal Aalborg nu næsten er halveret, så har Aalborg Alliancen ifølge Jesper Falkenberg Clausen en stor del af æren for dette.
|