De økonomiske konsekvenser af coronakrisen begynder at slå rødder i det danske samfund, og vi risikerer en rekordhøj stigning i antallet af ledige, hvis ikke samtaler, tilbud, visitation mm. på landets jobcentre og a-kasser genoptages.
Derfor går KL i næste uge til møde med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) med et budskab om, at store dele af beskæftigelsesindsatsen i landets kommuner bør genoptages hurtigst muligt. Det er både KL og kommunernes opfattelse, at det sagtens kan lade sig gøre på forsvarlig vis og inden for Sundhedsstyrelsens retningslinjer, så risikoen for smitte mindskes mest mulig.
”Coronakrisen har ført til, at mange dygtige mennesker står uden arbejde, mens flere brancher mangler arbejdskraft. Derfor har vi brug for at få gang i beskæftigelsesindsatsen igen,” siger Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL’s Arbejdsmarked- og Borgerserviceudvalg.
Mere fleksible rammer
For at en genåbning kan fungere optimalt, skal både den ledige og de kommunale sagsbehandlere have friere rammer. Fx ved at der i en længere periode ikke stilles firkantede krav til, antal samtaler, tilbud mm, og at kravet om at samtaler skal gennemføres ved et fysisk møde suspenderes midlertidigt, foreslår KL.
KL så gerne, at der blev dispenseret i resten af 2020.
”Kommunerne skal have de bedst mulige rammer for at hjælpe de mange ledige tilbage på arbejdsmarkedet. Vi skal bruge ressourcerne der, hvor det giver bedst mening. Det gør vi ikke, hvis vi skal sidde og tælle samtaler og indsatser for at leve op til fokusmål og proceskrav,” siger Thomas Kastrup-Larsen.
Mange gode erfaringer
I løbet af de sidste uger har mange kommuner gjort sig gode erfaringer med brugen af Skype, FaceTime og andre digitale værktøjer for at holde gang i dele af indsatsen fra hjemmekontorer. De erfaringer skal vi tage med i en gradvis åbning, mener udvalgsformanden.
”Flere kommuner fortæller, at dispensationen for den rigide lovgivning har givet anledning til en helt ny motivation blandt de ledige, fordi de føler, at kontakten med jobcenteret i højere grad er drevet af behov frem for tvang. På den måde er der et større fokus på den enkelte frem for processen. Vi har jo i mange år råbt på en forenkling af beskæftigelsesindsatsen, der netop sætter den ledige i centrum. Her kan vi lære af erfaringerne fra coronakrisen og få skabt et endnu bedre samarbejde mellem de ledige og jobcentrene,” siger Thomas Kastrup-Larsen.
Her er de konkrete forslag fra KL
Forud for mødet har KL sendt et brev til ministeren med en række konkrete forslag til, hvordan genåbningen kan foregå.
- De ledige skal igen stå til rådighed og deltage i samtaler og tilbud, men krav til antal samtaler og fastlåste tidspunkter dispenseres i en periode
- De fastsatte mål for antal samtaler og tilbud suspenderes i en længere periode, gerne hele 2020
- Jobsamtaler og opfølgningssamtaler for sygedagpengemodtagerne afholdes telefonisk eller over Skype, og der dispensere for det nuværende krav om personligt fremmøde
- Det skal være muligt at igangsætte alle typer af tilbud, også virksomhedsrettede
- Den nuværende mulighed for virtuelle møder i rehabiliteringsteamet bør forlænges
- I en overgangsperiode dispenseres for krav til, hvor hurtigt fx jobafklaringsager og lignende skal behandles
- Der er behov for at forlænge gyldighedsperioderne af lægeattester.
|