I dag køber ni ud af ti børnefamilier brugt, og 59 procent opdrager børnene til genbrug. Et af dem er otteårige Villads, der sorterer, hænger tøj op og hjælper til i Børneloppen i Aalborg.
I Børneloppen i Aalborg er den yngste ’medarbejder’ kun otte år. Her render Villads rundt og hjælper til i forretningen, og det har han gjort, siden han var helt lille. Hans forældre mener nemlig, ligesom over halvdelen af de danske børnefamilier i dag, at det er vigtigt, at deres børn lærer at købe og sælge brugt. Og deres forudsætninger for det er da også gode – de driver nemlig genbrugsforretningen Børneloppen i Aalborg, hvor de i stigende grad oplever, at forældrene inddrager børnene i at købe og sælge brugt.
– Vi er en familieforretning, og derfor har det også været naturligt for os, at vores børn skal være med hernede. De synes, det er rigtig sjovt, og vi ser helt klart, at der er flere og flere forældre, der tager børnene med i forretningen, både når der skal shoppes, og når der skal sælges ud af genbrugsguldet, siger Melissa Thøgersen, der er er indehaver af Børneloppen i Aalborg, hvor private lejer stande og sælger alt fra tøj og sko til barnevogne og legetøj.
Den sociale genbrugsbutik
Hos Børneloppen i Aalborg holder Melissa jævnligt sociale arrangementer for både børn og voksne i butikken, hvor børnene desuden altid kan benytte legerummet, hvis ikke de hjælper forældrene med at finde nye brugte sager eller sætte en stand med genbrug op i forretningen.
– De fleste børn kan godt mærke, at det her er et anderledes sted end en ’normal’ forretning, og de er ofte ikke ret gamle, før de forstår, at der også er mulighed for at sælge ting. Det er jo en skøn gulerod for børnene, at de kan få lov at købe noget nyt brugt, hvis de sælger noget af deres gamle, og det er en læring, mange forældre gerne vil give videre, siger Melissa Thøgersen.
– Vi laver nogle arrangementer for at være noget for de lokale børnefamilier, og vi vil selvfølgelig gerne have endnu flere ind i genbrugshandlen – både som sælgere og købere. Næste arrangement, vi har på tegnebrættet er førstehjælp og Julefotografering af de små poder.
Et nyt statussymbol
Forældrenes generelt øgede fokus på genbrug i opdragelsen har ifølge professor i sociologi Bente Halkier flere årsager.
– Der er altid et socialt lag i al forbrug, hvor det handler om, hvem du identificerer dig med, hvem der indgår i at bruge det, der forbruges, og om man gør det sammen. Derfor kan genbrug også sagtens begynde at være et nyt udtryk for status. Hvor genbrug tidligere måske mere har handlet om at spare penge, og nogle grupper derfor genbrugte ’af nød’, så er der sandsynligvis nu nogle grupper, som genbruger, fordi det giver dem høj status som miljøbevidste, siger Bente Halkier og uddyber:
– Der er en normændring undervejs, hvor folk gerne vil signalere til omverdenen, at de handler brugt. I 2022 var der dog også inflationskrise, hvor mange gerne ville spare penge. Så det handler ikke kun om klima.
Børneloppen er landsdækkende kæde af loppesupermarkeder, hvor private kan sælge og købe alt til børn – tøj, legetøj, barnevogne, ventetøj og meget mere. Børneloppen gør det sjovt og overskueligt at shoppe og sælge genbrug til børn.