Lørdag den 6. juni inviterer Verdensfestivalen endnu en gang aalborgenserne til en dag fyldt med kultur, musik, mad og fællesskab i Kildeparken. Festivalen samler mennesker på tværs af nationaliteter og giver et unikt indblik i de mange kulturer, der er en del af byens hverdag.
Kildeparken danner rammen om årets Verdensfestival, hvor besøgende kan opleve smagsprøver, musik, dans og fortællinger fra hele verden. Festivalen er gratis og åben for alle og har gennem de seneste år udviklet sig til et populært samlingspunkt for både borgere og besøgende.
Under sloganet “Verdensfestival – Kilden til fællesskab” er ambitionen at skabe møder mellem mennesker på tværs af kulturelle og nationale skel. Her er nysgerrighed, dialog og fællesskab i centrum.
25 nationaliteter samlet på én dag
Festivalgæsterne får mulighed for at besøge stande fra 25 forskellige lande og kulturer. Her kan man smage autentiske retter, høre om traditioner og få et indblik i hverdagslivet i forskellige dele af verden.
På scenen bliver dagen fyldt med musik- og danseoptrædener fra blandt andet Ukraine, Sri Lanka, Somalia, Rumænien, Palæstina, Peru, Kurdistan, Kina, Iran, Colombia, Eritrea, Grønland og Afghanistan. Derudover bliver der afholdt et fælles modeshow med nationale dragter fra flere lande.
Rådmand for Job og Social i Aalborg Kommune, Peter Larsen, står for åbningstalen ved festivalens start.
– Verdensfestivalen er en vigtig begivenhed for Aalborg Kommune, fordi den samler mennesker på tværs af kulturer og skaber et fællesskab, hvor vi mødes i øjenhøjde. Når vi deler mad, oplevelser og fortællinger, bliver forskellighed en styrke, og det er helt centralt i forhold til vores ønske om trivsel og sammenhængskraft i byen, siger Peter Larsen.
Mangfoldighed som styrke
Bag Verdensfestivalen ligger ønsket om at styrke forståelsen mellem mennesker med forskellige kulturelle baggrunde. Festivalen giver mulighed for at mødes i uformelle rammer, hvor fælles oplevelser skaber grundlag for dialog og nye relationer.
Arrangørerne peger på, at Aalborg er en by præget af mangfoldighed, og at festivalen er med til at synliggøre de mange kulturer, der bidrager til byens fællesskab og udvikling.
Bygget på frivillighed og samarbejde
Verdensfestivalen arrangeres i et samarbejde mellem etniske foreninger, Integrationsrådet og Aalborg Kommune. Festivalen er non-profit og drives i høj grad af frivillige kræfter, som gennem året arbejder med planlægning, netværk og koordinering.
De mange deltagende foreninger bruger betydelige ressourcer på at forberede mad, aktiviteter og kulturelle indslag, som skal give gæsterne autentiske oplevelser og skabe nærværende møder mellem mennesker.
Siden den første Verdensfestival blev afholdt i 2021, er interessen vokset år for år. De seneste udgaver har tiltrukket flere tusinde besøgende, og festivalen er i dag en fast del af Aalborgs kulturliv.
Program for Verdensfestival 2026
Festivalen åbner kl. 11.00 med åbningstale ved rådmand Peter Larsen og en markering af udgivelsen af bogen “Mad, minder og migration – MultiAalborg 2.0”.
Herefter åbner de internationale stande med gratis smagsprøver, så længe lager haves.
Dagen byder blandt andet på:
- Sang fra Ukraine
- Dans fra Sri Lanka, Somalia, Iran, Colombia og Afghanistan
- Musik fra Palæstina
- Arabisk børnekor
- Kinesisk børnekor, operasang og traditionel løvedans
- Grønlandsk trommedans og maskedans
- Fælles modeshow med nationale dragter
- Optrædener fra Eritrea, Aceh og Peru
Verdensfestivalen afsluttes kl. 16.00.
Med et program fyldt med oplevelser, smagsindtryk og kulturelle møder ser arrangørerne frem til endnu en dag, hvor Aalborg samles om det, der forener på tværs af forskelle: fællesskabet.
Kilde og Foto: Aalborg Kommune






