Aalborg Dagene 2019 i Nuuk begynder i dag, hvor der sættes fokus på fremtidens samarbejde på tværs af sektorer, landegrænser og organisationer. Programmet er tredelt med et politisk-, et erhvervsmæssigt-, og et kulturelt spor og indeholder bl.a. en erhvervskonference, virksomhedsbesøg, politiske møder og koncert med Aalborg Symfoniorkester.
“Venskabet mellem Aalborg og Grønland er stærkt og omfangsrigt. Politikere, embedsfolk, repræsentanter fra erhvervslivet og den kulturelle scene er taget til Grønland for at udvikle venskabet og samarbejdet inden for for det politiske, erhvervsmæssige og kulturelle,” siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter:
“Det kommer blandt andet til at handle om, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at løse problemer som flaskehalse, uddanne smart og have en stærk rekrutteringsstrategi på tværs af landegrænser og om, hvordan vi kan udveksle kompetencer og ressourcer i forhold til lokale behov.”
DC Supply er en af de Aalborg virksomheder, der ser frem til Aalborg Dagene. De leverer blandt andet frosthuse til fiskeindustrien, de har lavet velkomstområdet i Nuuk til krydstogtskibe, kontormoduler og et herberg.
“Vi har udviklet og udvidet aktiviteterne med årene, så vi har et aktivt og nærværende samarbejde med Grønland. Vi kobler os på Aalborg Dagene, da det giver os et rigtig godt netværk og kontakt til nye kunder, så vi glæder os,” siger Jan Bager, der er salgschef hos DC Supply.
Første koncert i Grønland
Aalborg Symfoniorkester rejser med for at opføre deres første koncerter i Grønland.
I Grønland er der et spirende miljø for klassisk musik på musikskoleniveau, men Aalborg Symfoniorkester vil sammen med Sermersooq Musikskole, Kommuneqarfik Sermersooq og Aalborg Kommune sætte fokus på klassisk musik og mødet med borgere, erhvervsaktive, pensionister, syge og raske, børn m.fl.
“Vi ser frem til at opleve Nuuk, til at observere og lære om det lokale musikliv. Til at opleve Aalborg Symfoniorkester give koncerter i kulturhuset, på hospitalet, på plejehjem, i gadebilledet og på Børnecenteret Mælkebøtten. Til at undervise og inspirere de lokale musikere,” siger producent Michael Pilgaard fra Aalborg Symfoniorkester og understreger:
“Jeg ser frem til at virke som ambassadør for Aalborg og til at styrke de i forvejen gode relationer mellem Aalborg og Nuuk. Spændingen er ekstra stor da det efter sigende er første gang at et symfoniorkester besøger Grønland.”
FAKTA OM AALBORG DAGE:
- Hvert andet år er venskabskommunerne Kommuneqarfik Sermersooq og Aalborg Kommune vært for arrangementet “AalborgDage i Nuuk” og “GrønlandskeDage i Aalborg”.
- Begivenheden skifter mellem Aalborg og Nuuk, og i år er dagene i Nuuk fra 14.-19. august.
- Programmet for dette års AalborgDage i Nuuk er tredelt med et politisk-, et erhvervsmæssigt-, og et kulturelt spor.
- Fra Aalborg Kommune deltager magistraten og direktørgruppen, repræsentanter fra erhvervslivet samt kulturen. Fra Nuuk deltager repræsentanter fra Udvalg for Økonomi og Erhverv, formænd for de øvrige udvalg, erhvervslivet og kulturen.
Følgende sponsorer og fonde har gjort det muligt at få Aalborg Symfoniorkester til Grønland:
Augustinus fonden
Spar Nord fonden
Det Obelske Familiefond
Musikkens Hus
Kommunequarfik Sermersooq
DC supply
Sermersooq Business Council
Aalborg Kommune
Aalborg Havn
Blue Water Shipping Greenland
Arctic Consensus
Aalborg Symfoniorkester
Kilde: Aalborg Kommune |