Bilister i Aalborg Kommune kan i den kommende tid opleve længere rejsetid på flere større veje. Kommunen skal have lagt nyt slidlag på blandt andet Egensevej, Hjørring Landevej, Mejlstedvej og Tylstrup Landevej, og trafikanter opfordres derfor til at finde alternative ruter, hvor det er muligt.
Arbejdet er en del af Aalborg Kommunes løbende plan for vejvedligeholdelse. Selvom det på kort sigt kan give gener i trafikken, skal det nye slidlag sikre bedre vejforhold for både bilister og øvrige trafikanter. Især i myldretiden kan der forventes forsinkelser, mens buspassagerer i perioder kan opleve lukkede stoppesteder eller ændrede ruter.
På Egensevej skal der lægges nyt slidlag på strækningen fra Svinetruget til 200 meter øst for Øster Vase. Arbejdet udføres fra den 15. til 26. juni 2026. Mellem Svinetruget og Engvej bliver vejen helt afspærret, og trafikken ledes i stedet via Svinetruget, Storvordevej, Vandværksvej og Engvej. På strækningen mellem Engvej og 200 meter øst for Øster Vase bliver trafikken reguleret med lys, så den kun afvikles i én retning ad gangen. Adgangen til og fra Vester Vase vil desuden være lukket i perioden.
Også ved Vestbjerg skal trafikanter forberede sig på vejarbejde. På Hjørring Landevej og Mejlstedvej udføres arbejdet i perioden fra den 9. juni til 10. juli. Her skal der blandt andet udskiftes og reguleres rendestensriste og dæksler, ligesom den gamle belægning skal fræses af, før det nye slidlag kan lægges. På Hjørring Landevej omfatter arbejdet strækningen fra indkørslen til nummer 10 og til syd for Bakmøllevej.
På Mejlstedvej drejer det sig om strækningen fra Hjørring Landevej til nummer 6. Her afsluttes en kloakrenovering med nyt asfaltarbejde. Under de forberedende arbejder vil ét spor være åbent, men når selve slidlaget skal lægges, bliver vejen afspærret mellem klokken 7.00 og 18.00. Arbejdet forventes at tage to dage, og beboere på Mejlstedvej, Marie Grubbes Vej, Niels Lyhnes Vej og Vestbjerggårdvej opfordres til at parkere et andet sted, hvis de skal bruge bilen i tidsrummet.
Tylstrup Landevej skal ligeledes have nyt slidlag. Det gælder strækningen fra Gammel Vråvej til syd for rundkørslen ved Hjallerupvej samt fra nord for rundkørslen og frem til kommunegrænsen. Mens vejen gøres klar til asfaltarbejdet, bliver hastigheden sat ned til 50 km/t. Når asfalteringen går i gang, bliver trafikken styret med lysregulering på hele strækningen.
Når asfalten er lagt, skal der efterfølgende males nye striber på vejene. Aalborg Kommune forventer, at det så vidt muligt sker umiddelbart efter asfaltarbejdet, men der kan gå op til et par uger, før stribearbejdet er helt færdigt. Eventuelle ændringer i tidsplanen vil løbende blive meldt ud via kommunens hjemmeside.
Kilde og foto: Aalborg Kommune






