I weekenden inviterede Ungdommens Røde Kors Aalborg deres ambassadør Alex Høgh forbi Folkekirkens Hus. Efter arrangementet kunne frivillige og deltagere glæde sig over en vellykket og inspirerende aften, som kom omkring både frivillighed, stress og sociale normer.
Af Pernilla Abildtrup
Lyset bliver dæmpet. Temasangen til HBO-serien Vikings kører i baggrunden. Snakken, som går på tværs af bordene, stilner ud. Vært Thomas Krøyer står nu på scenen: ”And now for the moment we have all been waiting for”. Publikum bliver helt stille. ”Det er mig en stor ære at byde velkommen til en vaskeægte viking og ambassadør i Ungdommens Røde Kors, Alex Høgh.”
Fredag den 26. april inviterede Ungdommens Røde Kors Aalborg deres ambassadør Alex Høgh forbi til en snak i Folkekirkens Hus. Formålet var at inspirere unge til at følge deres hjerter og give dem lysten til at gøre en forskel for andre i deres hverdag. Over 120 mennesker mødte op og lyttede med på aftenens emner, som blandt andet bød på provinsbyens normer, maveproblemer og presset fra de sociale medier.
Blod på tanden for frivillighed
Det hele startede en dag sidste år, hvor Alex Høgh blev ringet op af en konsulent fra Ungdommens Røde Kors. Hun ville vide, om han havde et skjold, som de kunne auktionere. Alex Høgh fik hurtigt fat på et skjold og fik produktionen fra HBO-serien Vikings til at signere det. Det endte med at gå til 22.000 kroner. Efter det fik han blod på tanden for mere velgørenhedsarbejde. For hvis et signeret skjold kunne gøre så meget, hvad kunne han så ikke selv gøre?
I september 2018 blev Alex Høgh ambassadør for Ungdommens Røde Kors, og til eventet virker han til at have en klar mission med sit velgørenhedsarbejde: Jeg håber, jeg kan bidrage med ærlige snakke, og at jeg kan hjælpe til at sætte ord på, at vi alle har det svært, og at vi alle kæmper med noget.
Ud over frivillighed kom Alex Høgh også ind på, hvordan han fulgte sin skuespillerdrøm til trods for provinsbyens normer, og hvordan han selv har følt angsten komme snigende.
Et inspirerende møde med et idol
En af deltagerne ved aftenens event er Frederik Søjborg. Trods en hektisk start med lang kø i trafikken, hvor Frederik Søjborg måtte løbe for at kunne nå at være til eventets start, var aftenen alt i alt en god oplevelse. Han fortæller:
– Det er gået rigtig godt. Der har været plads til alle, og Alex Høgh har været god til at tale. Det har været stille og roligt. Han har en god atmosfære, så man får en følelse af at føle sig godt tilpas.
Frederik Søjborg beskriver sig selv som en stor fan af Alex Høgh og har været det, siden Alex Høgh var aktuel som William i TV2-serien Tvillingerne og Julemanden. Siden har han fulgt Alex Høgh i rollen som Ivar the Boneless i HBO-serien Vikings. Men det er ikke kun mødet med et idol, som gjorde, at Frederik Søjborg beskriver aftenen som vellykket. Han forklarer:
– Alex Høgh fortæller, at han gerne vil ud at følge sine drømme, og det synes jeg, er et rigtig godt budskab. Man skal ikke sidde stille, man skal ikke være en del af en eller anden firkantet kasse. Man skal bare ud og være den, man gerne vil være.
Stort fremmøde og engagement
En af de frivillige i Ungdommens Røde Kors Aalborg, som var med til fredagens arrangement, er Sofie Johnsen. Hun var især imponeret over fremmødet og deltagernes engagement. Hun uddyber:
– Det er gået over al forventning. Vi havde jo rigtig, rigtig mange, som kom og var med. Folk tog rigtig godt imod eventet. Jeg var især meget overrasket over alle de spørgsmål, der blev stillet i vores Q&A-runde. Så jeg synes da, det er gået rigtig godt.
Efter en inspirerende samtale mellem vært Thomas Krøyer og Alex Høgh, kunne publikum få lov at stille deres egne spørgsmål til Alex Høgh. Her blev der spurgt ind til både sygdom, karriere, fremtidsdrømme og sociale normer. Og ifølge Sofie Johnsen er det netop derfor, det er vigtigt med denne type events, hvor en kendt ambassadør kan få lov til at sætte fokus på frivillighed. Hun fortæller:
– Jeg tror, Alex Høgh som ambassadør kan sætte lys på nogle tabubelagte problematikker, og at han kan sætte lys på det at snakke om, at vi alle sammen har problemer. Lige som vi også så til aftenens event, hvor han både kom ind på det at være sårbar, at bryde med samfundets normer og at gøre en forskel for andre, som har brug for hjælp.
En sidste opfordring fra Alex Høgh
Klokken har slået 19.30, og arrangementet er ved at se sin ende. Aftenen har været fyldt med grin, klapsalver, og et enkelt Amen er blevet råbt fra publikum. Alex Høgh rejser sig op efter at have fået et øredøvende bifald fra både publikum og værten. Hans smil er helt op til ørerne. Han er ikke helt færdig med at tale endnu: Jeg vil lige sige en sidste ting til jer. Gør jer selv den tjeneste at meld jer som frivillige. Hvis ikke for andres skyld, så for jeres egen skyld.
Og med de ord får Alex Høgh en allersidste klapsalve, og køen til selfies og autografer begynder at tage form.
Vil du vide mere om aktiviteter og arrangement i Ungdommens Røde Kors Aalborg?
Følg med i livet som frivillig på deres facebook-side Ungdommens Røde kors Aalborg og på deres instagram-profil ungdommensroedekors_aalborg
Overvejer du selv at blive en del af fællesskabet i Ungdommens Røde Kors Aalborg, kontakt dem på mail Hr@urk-aalborg.dk