Regionsrådsformand på lytteturné
Med opstart i marts tager regionsrådsformand Ulla Astman på besøg i de 11 nordjyske kommuner. Her skal hun mødes med borgere, i praktik på regionale institutioner samt mødes med de nordjyske borgmestre. Formålet er at blive klogere på, hvad der rører sig, og hvad borgerne går og tænker på.
Jeg skal være klædt godt på
– Som regionsrådsformand er det vigtigt, at jeg er klædt på til at tale Nordjyllands sag i forhold til de mange regionale planer samt sundhedsaftaler. Det bliver jeg bedst ved at være ude og møde lokalbefolkningen og lytte til dem. Lytte til deres tanker, ønsker og prioriteringer. Ikke holde høring eller drøfte konkrete planer – men lytte, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
– Jeg tror, at min tur rundt i regionen, vil give mig vigtige input til de kommende politiske debatter med bl.a. regeringen. Men det kræver selvfølgelige, at borgerne vil komme og snakke med mig, så hermed en opfordring til at fylde min kalender, når jeg er på tur, siger Ulla Astman.
Første stop – Frederikshavn og Rebild Kommuner
I uge 11 er Ulla Astman i Frederikshavn og Rebild Kommuner.
Den 12. marts er hun i Frederikshavn Kommune og holder åbent kontor på hospitalet i Frederikshavn. Her er borgere, patientforeninger og personale meget velkomne til at booke en snak om et emne, der ligger dem nært, og som er inden for regionens arbejdsområde.
Den 13. marts går turen til Rebild Kommune, hvor interesserede kan booke en snak på Specialbørnehjemmet Kvisten i Støvring.
I Aalborg Kommune d. 18. august i Regionshuset
Mere om lyttemøder:
Regionsrådsformanden lytter
Regionsrådsformand Ulla Astman tager i forår/sommer 2020 på tur i de nordjyske kommuner.
Formålet er at komme i dialog med borgere og organisationer for at høre, hvad der optager dem inden for sundhedsområdet, det specialiserede socialområde og regional udvikling.
Det sker helt konkret ved, at regionsrådsformanden flytter sit kontor ud i kommunerne og holder ”åbent kontor”.
I kontorets åbningstid kan borgere og organisationer med noget på hjerte inden for regionens område mødes med regionsrådsformanden til et lyttemøde.
For at få mest muligt udbytte af rundturen, suppleres lyttemøderne med møder mellem regionsrådsformanden og hver af de 11 nordjyske borgmestre, samt med praktik på regionale arbejdspladser.
Hvordan booker vi tid?
Hvis du eller din forening gerne vil booke et lyttemøde med regionsrådsformanden, er det nødvendigt at booke en tid på forhånd. På den måde ved I, hvornår I skal mødes, og vi forebygger samtidig unødig ventetid.
I kan booke en tid ved at kontakte Regionssekretariatet.
Lyttemøderne ligger typisk i dagtiden og der afsættes ca. en halv time pr møde.
Der kan også være mulighed for et aftenmøde eller lignende efter særlig aftale.
Lyttemøderne i hver enkelt kommune bliver annonceret i de lokalaviserne cirka en uge, inden de finder sted.
Oversigt over regionsrådsformandens åbne kontortider
Kilde: Region Nordjylland