Hos Ungdommens Røde Kors Aalborg er vi klar til at de døde genopstår og vandre fredløst rundt til Halloween. Men er alle andre det? For at forberede byens børn, unge og barnlige sjæle til årets uhyggeligste dag, har vi arrangeret en forsmag med vores Halloween event. Vi varmer op søndag d. 24. oktober med et skræmmende sjovt og gratis event, hvor alle er velkomne.
De frivillige fra Ungdommens Røde Kors Aalborg, har længe set frem til atter en gang at kunne invitere byens børn og unge med til sjove og spændende arrangementer. Vi vil derfor stå klar med godt humør, sprøde snacks og skræmmende gode forfriskninger til at slukke tørsten ved Folkekirkens Hus, søndag d. 24. oktober fra kl. 12.00 til kl. 16.00.
Til Halloween-eventet vil der være rigeligt med sjove og kreative aktiviteter for børn i alle aldre. Der kan blandt andet prøves kræfter med at lave sit eget halloweenslim, som kan fås med hjem i selvdekorerede glas. Der kan kastes med poser efter uhyggelige græskarhoveder, og man kan få en uhyggelig eller sjov ansigtsmaling. Kostume er valgfrit – men kan børnene ikke vente til d. 31. med at vise det frem, så vil vi meget gerne se det!
”Vi er begejstret for, at vi igen har mulighed for at afholde events for børn, hvor vi kan være tættere sammen. Vi håber, at byens børn har lyst til at nyde en slimet og (u)hyggelig sjov dag sammen med os!” lyder det fra Trine Lund, som er event-ansvarlig i Ungdommens Røde Kors Aalborg.
Du kan holde dig opdateret omkring begivenheden på Facebook.
Hvornår: søndag d. 24. oktober 2021 kl. 12.00-16.00
Hvor: Folkekirkens hus – Gammeltorv 4, 9000 Aalborg, Danmark
Vil du vide mere om Ungdommens Røde Kors Aalborg?
Følg med i livet som frivillig på deres Facebookside Ungdommens Røde Kors Aalborg og på deres Instagram-profil @ungdommensroedekors_aalborg
Overvejer du selv at blive en del af fællesskabet i Ungdommens Røde Kors Aalborg, kan du kontakte dem på mail: Hr@urk-aalborg.dk.
Kilde: Ungdommens Røde Kors Aalborg