Renterne i både den korte og den lange ende af markedet er fortsat med at falde den seneste uge. Faldet i den korte ende er begrænset; det skyldes fortrinsvist, at den Europæiske Centralbank, ECB, har været forsigtige i retorikken om inflationen. Samtidig ser ECB flere muligheder for at bringe inflationen op mod 2 %. Det er blandt andet det seneste referat fra ECB-mødet i september og flere udtalelser fra medlemmer af ECBs styringsråd, der har fået markedets opmærksomhed. Næste møde i ECB er den 29. oktober, hvor der forventes en uddybning af de seneste meldinger fra nogle af ECBs medlemmer. Markedet har længe ventet, at ECB kunne overveje yderligere opkøb af obligationer under pandemiprogrammet, PEPP, men det bliver sandsynligvis først bragt på banen på mødet i december. På det seneste er usikkerheden om timingen dog øget, og ECB kan derfor fremrykke deres initiativer til oktober.
I den lange ende af markedet følger de danske renter også udviklingen i Eurozonen. Her er renterne fortsat med at falde. Det sker som et resultat af det stadigt stigende antal smittede i adskillige europæiske lande i kombination med ECBs bløde retorik. De lange renter handles stadig i et interval, men det er tæt på at være på det laveste niveau i flere måneder. Markedet forventer ikke yderligere markante rentefald. Renten forventes at blive på de nuværende lave niveauer, indtil det amerikanske præsidentvalg er overstået den 3. november og ECBs sidste møde i år er afholdt i december. Samtidig afventer man udviklingen i COVID-19 i Europa og ikke mindst resultatet af forhandlingerne om en aftale mellem EU og Storbritannien (UK), inden UK forlader EU den 31. december.