Statistikken for udviklingen i antal gennemførte tvangsauktioner viser en stor stigning i juni. Men det skyldes, at de aflyste sager under corona er blevet gennemført, og fra flere sider melder man nu, at niveauet igen er stabilt.
En ny opgørelse fra Boligsiden viser, at der i juni måned blev gennemført 233 tvangsauktioner. Det er en del flere end i juni måned sidste år, hvor der blev gennemført 136 af slagsen.
Men stigningen skal ses i lyset af det lave antal sager, som blev gennemført under coronanedlukningen i marts og april, hvor domstolene var lukket, og det derfor kun var de mest nødvendige sager, der blev gennemført.
Ifølge Boligsidens opgørelse blev der gennemført 90 tvangsauktioner i marts, hvor den delvise nedlukning af landet blev sat i værk i midten af måneden. Og i april blev der kun gennemført 29 tvangsauktioner.
Efter 27. april blev der igen behandlet tvangsauktioner, og derfor steg antallet af gennemførte sager også til 108 i maj og derefter til 233 i juni.
Normalt niveau indtil videre
Til gengæld er det efterslæb, der har været, ved at være indhentet.
”Umiddelbart efter åbningen den 27. april behandlede vi igen tvangsauktioner, og de sidste af de 26 sager, som var blevet aflyst under corona, har vi gennemført for nogen tid siden. Udviklingen i antallet af auktioner ligger derfor nu stabilt, og det forventer vi også bliver tilfældet i den nærmeste fremtid,” lyder det for eksempel fra retspræsidenten ved Retten i Odense, Henrik Agersnap.
Samme melding får vi, da vi spørger advokat Thomas Buus Pedersen fra BuusMark Advokatfirma, der har speciale i tvangsauktioner.
”Under corona var der næsten to måneder, hvor domstolene var lukket ned, og hvor der ikke blev gennemført tvangsauktioner. Men siden har domstolene haft udvidet åbningstid, og det efterslæb, der var, er fuldstændig indhentet,” siger Thomas Buus Pedersen og tilføjer:
”Indtil videre oplever vi niveauet for antal tvangsauktioner som helt uforandret i forhold til før corona. Selvom der selvfølgelig er nogle, der har mistet deres job, er der fortsat mange, der er på lønkompensation, og derfor tror jeg, at vi først vil se en ændring i antallet af tvangsauktioner omkring årsskiftet.”
Flere sager på vej
Udviklingen i antallet af afholdte tvangsauktioner har været nedadgående igennem de seneste år. Og hvis vi ser på gennemsnittet for afholdte tvangsauktioner i perioden marts til og med juni i år, er der fortsat tale om en nedadgående tendens sammenlignet med samme periode sidste år.
Men spørgsmålet er, om det vil fortsætte sådan?
”Jeg tror, det er uundgåeligt, at vi kommer til at se en stigning i antallet af tvangsauktioner, for når lønkompensationerne ophører, vil der være flere, der mister deres arbejde,” siger advokat Thomas Buus Pedersen og tilføjer:
”Men samtidig har vi så lavt et renteniveau, så selvom folk mister deres job, vil mange kunne klare deres terminer et stykke tid endnu, og derfor er det også min vurdering, at vi først senere vil se en stigning i antallet af tvangsauktioner. Og inden folk så kommer igennem systemet, er vi henne ved foråret næste år.”
Hvad der konkret kommer til at ske, vil tiden vise. Indtil videre lader det dog ikke til, at coronakrisen har haft den store indflydelse på antallet af tvangsauktioner.
Udviklingen i tvangsauktioner for første halvår:
(Tabellen viser antal gennemførte første tvangsauktioner per måned i de undersøgte år. Kilde: Boligsiden)