Frivillige i Røde Kors Aalborg holder denne lørdag frivilligdag, hvor du blandt andet kan deltage i quiz, blive klogere på deres arbejde i og uden for Danmark og sidst men ikke mindst få 50 procent alle deres varer i butikken.
Af Pernilla Abildtrup (Foto: Peter Sørensen/Røde Kors)
Lørdag d. 21. september kl. 11 – 13 åbner Røde Kors Aalborg dørene og byder velkommen til en anderledes åbningsdag, når de holder frivilligdag i deres genbrugsbutik på Ny Kærvej 43 i Aalborg.
På dagen vil der være rig mulighed for at få opdateret efterårsgarderoben, da Røde Kors tager 50 procent af prisen på alle varer i butikken. Herudover kan du blive skarpere på, hvordan man giver hjertemassage, og quizze dig frem til et gavekort på 200 kroner til butikken.
Mød de frivillige
Du får også muligheden for at møde mange af de frivillige i Røde Kors, som kan gøre dig klogere på Røde Kors’ rolle og arbejde i Danmark og katastroferamte lande. En af de frivillige, som har været med til at stable arrangementet på benene, er kasserer i Røde Kors Aalborg, Sara Tougaard. Hun fortæller:
– Vi holder frivilligdag for at vise alle interesserede, hvilke gode, hjælpende og støttende aktiviteter, som vi i Røde Kors har søsat i Aalborg og omegn for at hjælpe sårbare mennesker. Herudover er frivilligdagen også til for at hylde alle vores fantastiske frivillige i Røde Kors, som alle gør en kæmpe indsats for at hjælpe der, hvor de ser et behov.
På frivilligdagen kan du blandt andet møde samaritterne og de førstehjælpsfrivillige, som demonstrerer, hvordan hjertestartere virker, og giver dig muligheden for at prøve dem selv.
Frivillige i besøgstjenesten, Primus Motors mentorordningen og vågetjenesten vil også være tilstede og fortælle om deres indsatser mod ensomhed og det at finde fodfæste i samfundet. Du kan også besøge Nørklerne, som viser deres arbejde frem i en flot udstilling.
Og trænger ganen til noget lækkert, står de frivillige klar med gratis kaffe, kage og saftevand.
Tegneaktiviteter for børnene
Ud over en masse spændende aktiviteter som primært henvender sig til de voksne, har Røde Kors inviteret Ungdommens Røde Kors til at stå for underholdning til børnene.
De frivillige fra Ungdommens Røde Kors Aalborg medbringer derfor tuscher og et 50 meter langt papir, hvorpå de opfordrer og hjælper børnene til at illustrere, hvordan de hjælper deres familie og venner i hverdagen.
Det er første gang, Røde Kors Aalborg holder frivilligdag, og Sara Tougaard håber på en fantastisk dag, som vil være startskuddet til en tradition, der varer ved de næste mange år.
Hvornår: Lørdag 21. september kl. 11.00 – 13.00.
Hvor: Ny Kærvej 43, 9000 Aalborg.
Tilmelding: Frivilligdag kræver ingen tilmelding og er gratis for alle interesserede.