Alle restauratører i Aalborg Midtby, der har haft tilladelse til udeservering i 2020 (i perioden fra 1. april til 31. oktober) får nu mulighed for at benytte samme areal i perioden 1. november 2020 til 31. marts 2021 til udeservering. Det sker for at imødekomme byens restaurationer under Covid-19 restriktionerne.
Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen forklarer:
– “Det er på alle måder en atypisk vintersæson vi går i møde. Med alle de nødvendige restriktioner der følger i kølvandet på Covid 19, må vi bare konstatere, at intet er som det plejer. Derfor må vi også gøre, hvad vi kan, for at tænke kreativt og finde gode løsninger sammen med kommunens borgere og erhvervsliv. Lige præcis sådan en god ide modtog jeg fra Søgaards Bryghus, som kontaktede mig med et ønske om at bevare terrassen vinteren over, da der jo ikke kommer skøjtebane på C.W. Obels Plads denne vinter. Henvendelsen gav anledning til, at vi i By- og Landskabsforvaltningen nu har undersøgt mulighederne for at give en generel tilladelse til udeservering hen over vinteren, og jeg er glad for, at det faktisk kan lade sig gøre. Jeg håber, at muligheden giver restauratørerne i midtbyen mulighed for lidt ekstra salg, nu hvor blandt andet mange julefrokoster er aflyst”, slutter rådmanden.
Rammer for udeserveringen
Ordningen med tilladelser til udeservering hen over vinteren er kommet i stand efter aftale med Nordjyllands Politi. Hen over vinteren kan udeserveringen ske efter de kendte principper som sommerens udeservering. Der må ikke foregå salg på arealet, blot servering.
Fra Aalborg Kommunes side gives der ikke en ny tilladelse – restauratørerne skal således ikke ansøge kommunen på ny – udeserveringen kan blot fortsætte under de samme rammer og vilkår. Og naturligvis under hensyntagen til alle velkendte Corona-retningslinjer.
Mulighed for udeserveringen gælder som nævnt for alle restauratører, der har haft tilladelse til udeservering i 2020, og udeserveringen gælder på følgende vilkår:
- Udemøblerne tages ind hver aften til lukketid
- Møblerne må ikke sættes ud før kl. 09.00 hver morgen
I øvrigt overtager restauratørerne som udgangspunkt grundejerforpligtigelsen på serveringsarealet, det vil sige, at restauratørerne står for renhold samt glatførerbekæmpelse af arealet. |