Advokatfirmaet HjulmandKaptain skal stå for en uafhængig afdækning af klagerne over nedværdigende behandling af eleverne på kostskolen.
Gravenshoved Kostskole eksisterede i 1964 – 1991 som et kostskoletilbud drevet af Nordjyllands Amt og Aalborg Kommune. Herefter blev kostskolen i perioden 1991 – 1993 drevet som en selvejende institution, men fortsat med tilknytning til Aalborg Kommune.
Aalborg Kommune modtog den 4. oktober en klage fra en række tidligere elever over nedværdigende behandling på kostskolen. Aalborg Kommune har set med stor alvor på sagen og har løbende været i dialog med talsmænd for gruppen af tidligere elever. På baggrund af de forhold, som eleverne beskrev, valgte kommunen at foretage en anmeldelse til Syd- og Sønderjyllands Politi.
Derudover har Skoleudvalget og Familie- og Socialudvalget i Aalborg Kommune på et fælles møde i dag godkendt, at der indledes en uafhængig advokatundersøgelsen af forholdene og kommunens eget ansvar i forhold til kostskolen. Det er advokatfirmaet HjulmandKaptain med advokat Niels Vase i spidsen, der kommer til at stå for den uafhængige undersøgelse. Niels Vase har stor erfaring med sager om sociale institutioner og er fagchef for offentlig ret.
Der bliver tale om et bredt arbejde. Det handler ifølge advokaten ikke mindst om at få afdækket det faktiske hændelsesforhold, men også at få beskrevet det juridiske ansvar omkring kostskolen.
“Vi har fået frie hænder til at iværksætte yderligere tiltag i undersøgelsen, hvis vi undervejs støder på nye forhold, som er nødvendige for at få belyst sagen”, forklarer advokat Niels Vase, HjulmandKaptain.
Det helt centrale i undersøgelsen er at få undersøgt de udsagn, som tidligere elever og andre er kommet med om Gravenshoved Kostskole. Denne del vil dog ifølge Niels Vase skulle afvente resultatet af den igangværende politiundersøgelse.
“Det er klart, at vi i forhold til delen omkring det faktiske hændelsesforløb vil være afventende i forhold til politiets undersøgelser. Det er der flere grunde til. For det første vil vi ikke forstyrre det igangværende politiarbejde. For det andet har politiet nogle andre og bedre muligheder for at komme til bunds i sagen end en advokatundersøgelse”, forklarer Niels Vase.
Undersøgelsen skal inddrage såvel skriftlige kilder som interviews med klagerne og andre, der må formodes at have kendskab til, hvad der er foregået. Det er blandt andet andre beboere på kostskolen og tidligere medarbejdere. Her lyder der en klar opfordring fra advokat Niels Vase:
“Det er fortsat vigtigt, at alle, der har informationer om Gravenshoved Kostskole står til rådighed for såvel Syd- og Sønderjyllands Politi som den uafhængige undersøgelse”.
Det er ifølge advokaten ikke mindre vigtigt, fordi mængden af skriftligt materiale kan være begrænset af, om de fortsat er bevaret.
Op til at resultatet af politiets undersøgelse foreligger, står undersøgelsen dog ikke stille, i det der er en række juridiske forhold, der skal klarlægges.
Det er bl.a. at få skabt klarhed over de præcise juridiske ejerforhold omkring kostskolen. Det samme vil ske med det tilsyn, der blev ført med institutionen i perioden, uanset om dette blev ført af stat, amt eller kommune.
Derudover vil der som det første og i løbet af få uger ske en afklaring af kommunens muligheder for at iværksætte støttemuligheder for de tidligere elever udover gældende lovgivning.
Undersøgelsen vil, når den foreligger, give Aalborg Kommune et grundlag for at vurdere, hvad der videre skal foretages i sagen. Det er ikke et formål med undersøgelsen at afklare Aalborg Kommunes eller andres juridiske forpligtelser. Det vil ske i en efterfølgende proces, idet det kan have uheldige konsekvenser, hvis de to spørgsmål bliver behandlet i samme undersøgelse og af samme undersøger.
Da der er tale om en uafhængig undersøgelse, deltager Aalborg Kommune ikke i selve arbejdet. Aalborg Kommunes rolle er alene at stå til rådighed for at besvare faktuelle spørgsmål. Udover, at der nu er tilfredshed med, at advokatundersøgelsen går i gang, vil kommunen derfor ikke kommentere undersøgelsen eller forholdene på Gravenshoved yderligere, før resultaterne foreligger.
Kilde: Aalborg Kommune