Et treårigt projekt om mental sundhed i Aalborg Kommunes folkeskoler har vist så gode resultater, at indsatsen nu bliver gjort permanent.
Projektet har været målrettet kommunens 7. klasser, hvor PPR-psykologer har undervist eleverne i trivsel, følelser, tanker og sociale fællesskaber. Målet er at give børn og unge bedre redskaber til at forstå sig selv og hinanden – også når hverdagen bliver svær.
Evalueringen peger på, at indsatsen er både fagligt stærk og velfungerende. Eleverne oplever undervisningen som konkret og brugbar, og flere fremhæver, at de har fået lettere ved at forstå klassekammeraters reaktioner.
I 8. klasse følges der op med et booster-forløb, hvor eleverne arbejder videre med fællesskab, sprog og håndtering af modstand. Samtidig har forældre fået redskaber gennem møder med PPR-psykologer, mens lærere har fået undervisningsmateriale til hele skoleforløbet.
Med budgetaftalen for 2026-2029 har Aalborg Byråd besluttet at forankre trivselsindsatsen permanent i folkeskolen. Evalueringen er udarbejdet af Defactum, og materialet bliver senere stillet til rådighed for skoler i hele landet.
Kilde og foto: Aalborg Kommune






