Flere af landets tekniske skoler har netop indgået en fast samarbejdsaftale med vinduesproducenten KPK Døre og Vinduer. Aftalerne er et led i en større strategi, som har til formål at bygge bro mellem skole og virksomhed med henblik på at styrke håndværket, skabe sammenhæng mellem teori og praksis samt øge opmærksomheden omkring dør- og vinduesfaget.
Vi skal have endnu flere dygtige håndværkere i Danmark. Sådan har budskabet i mange år lydt fra både politikere og arbejdsmarkedets parter. Hos vinduesproducenten KPK Døre og Vinduer bakker man op om det budskab, og derfor har virksomheden nu etableret samarbejder med en række erhvervsskoler, hvor formålet er at skabe større sammenhæng mellem teori og praksis:
– Vi har indgået samarbejdsaftaler med flere forskellige erhvervsskoler, hvor vi løbende tager ud på skolerne med vores produkter og står for nogle af undervisningsmodulerne. Her underviser vi eleverne i dør- og vinduesbranchen, og målet er således at styrke håndværksfaget ved at bygge bro, så teorien kommer endnu tættere på praksis, fortæller Peter Bechmann, der er salgschef i KPK.
En af skolerne, der allerede har etableret en fast undervisningsaftale med KPK, er Techcollege i Aalborg. Her ønsker man ligesom vinduesproducenten at styrke håndværket, og de to parter har derfor for nylig indgået samarbejdet. Og på Techcollege er man allerede begejstret for ordningen. Det fortæller Søren Christensen, der er faglærer på byggeriuddannelserne:
– Vi er meget tilfredse med vores samarbejde med KPK. På Techcollege ønsker vi i høj grad at introducere vores elever til den virkelige verden, og her er det værdifuldt at få en producent ud, som eleverne kan stille spørgsmål til. I en byggeproces er håndværkeren som regel et centralt led, som skal formidle mellem kunden og producenten, og det er derfor vigtigt, at man opbygger en stor baggrundsviden og kan kommunikere mellem parterne, siger han og fortsætter:
– Håndværksfaget afhænger også meget af de materialer, som man bruger, og gode kvalitetsmaterialer som eksempelvis danskproducerede vinduer er derfor en væsentlig forudsætning for et godt resultat.
Aftalen mellem virksomhed og skole er meget fleksibel og afhænger i høj grad af, hvad skolen har behov for. Typisk sender KPK en konsulent ud, som holder oplæg om eksempelvis forskellige typer af døre og vinduer, fremstilling af produkterne eller giver gode råd om alt lige fra produktvalg til montering.
– Det gode håndværk er vigtigt for os i forhold til at sikre kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Som vinduesproducent har vi således også et stort ansvar i forhold til at styrke håndværket hos den kommende generation. Derfor er vi rigtig glade for at have indgået et samarbejde med Techcollege i Aalborg og flere andre tekniske skoler for på den måde at bygge bro mellem teori og praksis, forklarer Peter Bechmann.
Hjælp til flere erhvervsskoler
Udover samarbejdet med Techcollege i Aalborg arbejder KPK også sammen med Den Jydske Haandværkerskole i Hadsten, Roskilde Tekniske Skole, U/Nord i Hillerød og Svendborg Erhvervsskole, og vinduesproducenten er samtidig i dialog med andre skoler om et kommende samarbejde.
– Vi er rigtig glade for vores nuværende samarbejder, men vil gerne have endnu flere aftaler i hus. I øjeblikket er vi således også i dialog med flere andre skoler. Oprindeligt var det planen at etablere samarbejder med flere skoler i 2020, men på grund af corona har vi været nødt til at nedjustere,forklarer Peter Bechmann og fortsætter:
– Udover at styrke håndværket er samarbejdet jo også med til at øge kendskabet til vinduer og døre ude hos de håndværkere, som i fremtiden skal arbejde med dem. På den måde gavner det både skolen, eleverne og fagligheden.
Det er ikke nyt, at KPK støtter op om det gode håndværk og erhvervsskolerne. Virksomheden har eksempelvis i flere år været sponsor for både bygningssnedkere og tømrere ved håndværkskonkurrencerne DM i Skills, Euro Skills og World Skills. Derudover har vinduesproducenten cirka ti lærlinge i oplæring i produktionen.