Der var i går lodtrækning til 6. runde af den nye Santander Cup. Her blev det afgjort, at Aalborg Håndbolds modstander bliver 1. divisionsholdet Stoholm Håndbold.
Stoholm er i øjeblikket nummer 9 i 1. division, hvor de kæmper en hård kamp om at undgå at blive en del af nedrykningsspillet.
I 5. runde af pokalturneringen vandt de en sikker sejr på 28-41 på udebane mod Støvring Håndbold fra 1. division. I samme runde vandt Aalborg 23-33 på udebane mod AGF, Århus, der til daglig spiller i 2. division.
Kampen i 6. runde vil blive spillet i Stoholm, og opgøret skal afvikles senest 16. maj 2019. Det endelige kamptidspunkt vil blive meldt ud, så snart dette er fastlagt.
Inden næste års pokalturnering skal afgøres, så mangler man stadig at finde dette års vinder – og det sker senere i denne uge.
Santander Final4 løber nemlig af stablen i den kommende weekend i BOXEN, Herning. Her er Aalborg Håndbold repræsenteret som et af de fire deltagerhold, og de møder Bjerringbro-Silkeborg i semifinalen lørdag – de to øvrige deltagere er Århus Håndbold og Skanderborg Håndbold.
Det er fortsat muligt at købe sin billet til Final4 stævnet og støtte os i jagten på vores første pokaltitel nogensinde. Du kan købe din billet lige her – husk at vælg plads i Aalborg Håndbold fanområdet!
Kilde: Aalborghaandbold.dk