Erhvervsforeningen Destination Blokhus er gået nye veje i coronatiden
Fra at have et program klar med masser af aktiviteter samme med andre – til at have et tilrettet og nyt program med aktiviteter, som de fleste kan lave hjemme hos dem selv – også uden at tage ud. Det er hvad Erhvervsforeningen Destination Blokhus har formået i cornatiden.
Der er i Erhvervsforeningen Destination Blokhus påskeprogram mange bud og forslag til skønne aktiviteter i påsken i en coronatid, hvor regler og retningslinier gør at rigtig mange ting ikke er muligt.
Se hvad tanker erhvervsforeningen har gjort sig og hvad programmet byder på her:
Staycation i Blokhus
Påskeaktiviteter med højt til himlen og plads til de nære oplevelser
Vi skal alle passe på hinanden i disse tider, derfor har Erhvervsforeningen Destination
Blokhus valgt at sadle om og tænke nyt.
Det store program for Blokhus Påskefestival, som ellers lå klar til tryk da Corona virussen,
COVID-19 ramte Danmark, bliver i år erstattet af et Staycation-Blokhus program som
afvikles i perioden 4. april – 13. april 2020.
Staycation Blokhus
Staycation er en sammentrækning af ordet stay, at blive, og vacation, ferie. Staycation
betyder at man holder ferie i hjemlige trygge rammer, hvad enten det er i feriehuset eller i
eget hjem. Dagligdagens rutiner og arbejde tilsidesættes og kunsten er at foretage sig
noget, der giver dagene et andet indhold end normalt. Altså en ferie i hjemlige rammer
sammen med de nærmeste.
Erhvervsforeningen Destination Blokhus har udarbejdet et afkrydsningsskema med hele
35 sjove bud på Staycation-aktiviteter i Blokhus, med højt til himlen og plads til de nære
relationer. Det vil være muligt at få fat i et afkrydsningsskema og så er det bare at se, hvor
mange aktiviteter man kan få krydset af mens der holdes ferie i Blokhus.
”Vi har alle et socialt ansvar, og derfor har vi valgt at sadle om. Vi har igennem mange år
samlet folk til vores populære Påskefestival. I år gør vi det modsatte, vi vil gerne opfordre
folk til at holde påske sammen, hver for sig. Heldigvis er det ikke svært her i Blokhus, hvor
der her er højt til himlen, stranden er lang og bred og skoven fyldt med naturoplevelser. Vi
har i år valgt at opfordre til Staycation, hvor vi hjælper med inspiration til super sjove
ferieoplevelser, selvom omstændighederne er lidt anderledes, end de plejer” udtaler Berit
Bøjstrup, formand ved Erhvervsforeningen Destination Blokhus.
Æggejagt med et tvist & TikTok Challenge
Mange har tradition for at deltage i ”Den store Æggejagt” når de besøger Blokhus i
påsken. Det vil der stadigvæk være rig mulighed for i år, dog vil der være et lille tvist i
henhold til tidligere. Som altid gemmes 100 nummererede pastel-æg i Blokhus, Hune,
Gatewayen og på Blokhus Strand. Alle æg placeres udendørs og er tilgængelige på alle
døgnets timer. Tvistet er at man selv skal ombytte sit pastel-æg til en gevinst i skattekisten
på Blokhus Torv. Koden til skattekisten finder man indeni et af de gemte æg.
Udover ”Den Store Æggejagt”, vil det også være muligt at vinde fede præmier i ”Blokhus
TikTok challenge”. Her gælder det om at lave en TikTok video, som indeholder nogle
kendte steder i Blokhus. Videoen skal være uploadet inden påsken er ovre og vinderen
kåres mandag den 20. april.
YouTube-kanal StaycationBlokhus med stjernegæster
Som noget nyt i år har Erhvervsforeningen Destination Blokhus, valgt at oprette en
YouTube kanal, hvorpå gæsterne kan gå ind og få inspiration til aktiviteter i påskeferien.
Sara Græsborg fra ”Den Store Bagedyst” vil blandt andet ligge nogle bagevideoer op, som
viser hvordan du nemt kan lave påskekager i mørdej og flødeboller som ligner kaniner.
Derudover vil der være videoer af fysikeksperimenter, træningsvideoer og lege i haven,
som alle er aktiviteter man kan lave derhjemme eller i sommerhuset.
Gæsterne opfordres til at sende deres bud på en sjov Staycation-aktivitet til
visit@jammerbugt.dk, som vil blive lagt op på kanalen efterfølgende.
Blokhus Drive-In Dinner – Fællesspisning sammen hver for sig
Selvom det i denne tid handler om at holde afstand, kan vi stadigvæk godt være sammen,
bare på en anden måde. Den 11. april kl 18.30 – 20.30 inviterer Erhvervsforeningen til
Drive-In Dinner på Blokhus Strand. Her opfordres alle til at bestille mad fra deres
yndlingsspisested i Blokhus eller omegn og spise det i deres bil nede på stranden (til
Venstre for nedkørslen). Hvis vejret ligger op til det, kan maden evt. spises fra
bagagerummet med bagklappen åben akkompagneret af den smukke solnedgang over
Vesterhavet.
Lærerige konkurrencer som bringer familien tættere sammen
Der er intet der rusker op i den lidt rutinepræget hverdag, som en god familiekonkurrence.
Dem er der også et par bud på i programmet. Blandt andet konkurrencen om, hvilket
familiemedlem der har det hurtigste dyr. Her gælder det om at finde det hurtigste dyr ude i
haven, skoven eller klitterne. Eller hvad med skovbingo? Her gælder det om hurtigst at få
pladen/rækken fuld, ved at finde forskellige ting i naturen.

Udendørs aktiviteter med højt til himlen
Blokhus er et sted med højt til himlen og med stranden som omdrejningspunkt – der er rig
mulighed for at lave ting udendørs når man er på Staycation i området. Blokhus Gateway
er en ægte naturperle, med aktivitetsmuligheder for hele familien. Prøv eksempelvis den
udfordrende, men sjove MTB-rute, sus afsted på den super seje svævebane på
naturlegepladsen eller hvad med at lave snobrød eller bage din egen pizza?
Stranden byder også op til et hav af aktiviteter. Her kan du bygge flotte sandslotte, søge
efter rav med UV-lygte, afprøve din hjemmebyggede drage eller hvad med at finde
elementer til at lave dit eget genbrugskunstværk? Vær med i Instagram-konkurrencen hvor
du kan vinder fede præmier. Alt du skal gøre er at uploade et billede af dit
genbrugskunstværk med ting du har fundet på stranden.
Ved Kettrup Bjerge finder du Jammerbugtens måske smukkeste udsigt. Kravl op på
toppen af bunkeren og nyd panoramaudsigten over Vesterhavet. I Hune kan du besøge
den smukke landsbykirke, hvor der står en ægte runesten og bag kirken kan I afprøve jeres hjemmelavede papirsbåde på de to smukke søer.
Indendørs aktiviteter i sommerhuset
Hvis vejret ikke arter sig, er der også mange spændende bud i programmet på, hvad man
kan lave indenfor i feriehuset. Pust jeres egne påskeæg og dekorer dem smukt, klip et
fantasifuldt gækkebrev og en klassiker som gemmeleg, bliver man aldrig for gammel til. I
programmet for Staycation er der også opskrifter på hvordan man kan lave lækker
hjemmelavet is, og på hvordan man laver en sjov karsemand. En af de lidt anderledes
idéer, er ”Børnenes Dag” – her får børnene lov til at bestemme stort set alt i en hel dag –
alt fra måltider, aktiviteter til hvilket tøj familien skal have på. Det kan kun være en dag
med masser af latter og hygge.
Udover alle de nævnte aktiviteter vil der være bud på aktiviteter som stjernekiggeri, tage
på geocaching- eller pokemon jagt, se solnedgangen fra klitterne, familietræning og meget
meget mere.
Se hele programmet her: https://bit.ly/2QIeoOL
Kilde: Erhvervsforeningen Destination Blokhus