Statistik kan være mange ting. Den kan virke tør, morsom, oplysende og sikkert meget mere.
Tag nu målfarlighed.
Pirates spiller med fire angrebskæder og tre backpar. Da der i de tre første kampe er kørt med samme tre angrebsformationer kan man se lidt på scoringseffektivitet her.
Spelling, Morin og Scheel står noteret for 4 mål og 6 assist. Tvillingerne Højbjerg og Julian Jakobsen har 3 mål og 2 assist. Brinkman, Hinse og Kabalov står for 1 mål og 2 assist, mens Jonas Jacobsen, Ladehoff og Marcussen står for 2 mål og 3 assist. Backen Anders Krogsgaard er noteret for den 11. scoring. De 11 mål fordelt på ikke færre end otte spillere.
Nu gælder det jo også om at holde modstanderne fra at score, samt hvilke angrebskæder man er matchet over for. Men det er en helt anden sag, som jeg ikke skal komme ind på her.
Pirates har fået en forrygende start med 3 sejre i 3 kampe. Det giver en topplacering med 9 point og eneste hold med maksimumpoint. Målscoren siger 11-5. For at sige det på underspillet nordjyske. Det er da ikke så ringe…
Pirates er kommet til rigtig mange chancer i hver af kampene, og hvad kan det ikke blive til, når sigtekornene bliver indstillet endnu skarpere.
Som i de fleste klubber er der også blevet spillet med tre backpar, dog ikke helt faste konstellationer på grund af Victor Panedin Borgs skade, og som har betydet, at han har måtte stå over i de to seneste opgør. At lukke 5 mål ind i 3 kampe er godkendt. Det er Georg Sørensen indsats i målet også. Men en målmand er bestemt også afhængig af at have spillere foran sig, som arbejder for sagen.
Pirates har 25 spillere i elitetruppen, og der må maksimalt være opført 22 spillere på holdkortet. I hver kamp har der været anvendt 12 forwards, 7 backs, 2 målmænd (den ene i boksen). I alt 21 spillere. Desuden er der de to unge, backen Nikolai Nielsen og målmand Frederik Marcussen, der har fået begrænset eller slet ingen spilletid. To spillere er langtidsskadede, Jeppe Jul og Marcus Pedersen, mens Victor Panelin Borg ventes forholdsvis hurtigt tilbage – sandsynligvis nok ikke allerede til fredagens kamp i Bentax Isarena mod Rungsted
I løbet af sæsonen skal der maksimalt spilles op mod 70 kampe – 48 i grundspillet, max 21 i slutspillet og evnt. to i Final 4. Skader af korte eller længere varighed kan ikke undgås, så spørgsmålet kan stilles, om den nuværende trup er stor nok, eller der i løbet af sæsonen kommer yderligere et par spillere til.
Ifølge sportschef Ronny Larsen er der ingen umiddelbare planer om at hente nye spillere ind, men han siger, at truppen nok er lige smal nok, og man hele tiden har øjnene åbne.
De ni klubber i Metalligaen har lavet en såkaldt gentleman-aftale om, at hver klub maximalt må have otte udlændinge. Pirates har færrest, nemlig fem, så der er måske noget at hente på den front…
Fredag aften møder ligaens tophold, Pirates, bundholdet Rungsted, der endnu ikke har vundet en kamp. Med de fire kampe i Champions League er de danske mestre uden sejr i hele syv kampe. Det har kostet at være med i Champions League, hvilket Pirates kan tale med om, da holdet i forrige år også var med i den europæiske liga.
Rungsted tabte i tirsdag hjemme 2-5 til Sønderjyske, som nordsjællænderne besejrede i finalekampene om det danske mesterskab i den nylig afsluttede sæson.
Rungsted var dog foran 2-0 og burde have ført større, men brændte for mange såkaldte ”direktører”, og stille og roligt fik de sønderjyske sølvvindere arbejdet sig ikke blot ind i, men også vendt kampen.
Rungsteds superblok (andenblok) med angriberne Nikolaj Rosenthal, T.J. Moore og Mario Lucia samt backerne Oscar Schulze og Shane Hanna stod for begge scoringer og var fuldstændig dominerende i kampens første halvdel – men det rakte altså ikke. Piraterne skal især holde et vågent øje med amerikaneren Mario Lucia, der er kommet fra Stavanger og som var den helt store profil i fjor i den norske liga. Mario Lucia har et junior VM for USA på sit CV.
Pirates ventes at stille i samme opstilling, som gjorde det så godt mod Frederikshavn. Altså fire angrebskæder og tre backpar foran Georg Sørensen i målet.
Pirates har til de to første hjemmekampe haft henholdsvis 2.715 og 2.635 tilskuere inde i Bentax Isarena. Mon ikke der kommer mindst 3.000, når mestre fra Rungsted kommer på besøg.
Piraterne har fortjent en stor opbakning på tribunerne.
kilde: Aalborgpirates.dk