AaB’s stadionspeaker er som et af flere initiativer for at skabe en bedre stadionoplevelse rykket ned på grønsværen op til kampstart.
Et af målene i strategi Nordkraften er at skabe en bedre stadionoplevelse for tilskuerne til AaB’s hjemmekampe på Aalborg Portland Park.
For at styrke stadionoplevelsen er der løbende foretaget en række ændringer, der skulle gøre netop det. Blandt andet er der nøje udvalgt en særlig musikplayliste op til kampen, der er skabt Theodors Familiezone med en masse aktiviteter for børn på Weber Tribunen, og fansangen “Som Ramt af Lynet” kører på storskærmen lige inden kickoff efter ønske fra AaB’s fans, der har selv har skabt sangen.
Endnu en af de ændringer, der er foretaget, er, at AaB’s stadionspeaker, Lars Bech, frem mod kickoff forlader sin sædvanlige plads i speakerboksen for at tage opstilling nede på grønsværen, hvor han har en mere stemningsindpiskende rolle.
Forinden er der skåret ned på mængden af speak, så musikken i stedet får mere plads inden kampen. Men når han iført sit rød-hvide jakkesæt indtager sin position på græstæppet, guider han de senest ankomne fans med de vigtigste oplysninger frem mod kampstart.
Efter AaB’s indløb går han – i fællesskab med AaB-fansene – igennem AaB’s startopstilling. Det lå førhen inden indløbet, men er blevet skubbet tættere på kickoff for at øge stemningen hos fansene, inden fansangen “Som Ramt af Lynet” gjalder over Aalborg Portland Park.
Denne seance kan du opleve igen på fredag, når AaB tager imod OB kl. 19.00. Køb billet til kampen her.
kilde: AaBsport.dk