Hver anden torsdag får beboerne på plejehjemmet Thomasminde besøg af frivilliggruppen Socialaktivisterne. Gruppen består af psykisk sårbare voksne, som gennem Aalborg FRI-TID er en del af et trygt frivilligfællesskab.
Sammen med beboerne går de ture, spiller bowling og brætspil, synger og hygger sig. Besøgene skaber gode stunder og giver en almindelig torsdag eftermiddag nyt indhold for både de ældre og de frivillige.
Ifølge Aalborg FRI-TID er rummelighed en vigtig del af gruppen. De frivillige tager afsted sammen, så opgaven bliver en fælles oplevelse, hvor alle kan bidrage med det, de kan. Samtidig er der plads til at melde fra på svære dage, uden at fællesskabet falder fra hinanden.
Socialaktivisterne består i dag af fire frivillige, men der er plads til flere. Psykisk sårbare voksne, der har lyst til at blive en del af fællesskabet og gøre en forskel for ældre, kan kontakte Maria fra Aalborg FRI-TID på 25 20 00 27.
Kilde og foto: Aalborg Kommune






