Kasper Kusk og Lucas Andersen var sammen med Spar Nord Fondens direktør, Steffen Nørgaard, forbi SKYGGEBØRN for at overrække en check på 83.880 kr.
Hele Nordjyllands Håndsrækning er i dette forår gået til SKYGGEBØRN, som har modtaget 2 kr. pr. tilskuer til AaB’s Superligakampe på Aalborg Portland Park fra AaB og Spar Nord Fonden. Alt i alt løb det op i 83.880 kr.
Tirsdag eftermiddag var AaB-spillerne Lucas Andersen og Kasper Kusk samt direktør for Spar Nord Fonden, Steffen Nørgaard, forbi SKYGGEBØRN for at overrække det synlige bevis på håndsrækningen.
– Det har været helt fantastisk at være modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning. Ikke mindst den opmærksomhed, som AaB-spillerne har givet til børnene, har været fantastisk for dem, siger Jes Dige, direktør i SKYGGEBØRN, der er en forening, som gennem samtalegrupper hjælper børn og unge med at arbejde med deres sorg.
– For os er det også dobbelt fantastisk at se, hvor glade børnene er for at opleve den anderkendelse, de får fra nogle, de ser op til. Samtidig oplever vi også en stor opmærksomhed, omkring det vi laver, og det er stort for os, fortsætter Jes Dige.
AaB begyndte i foråret 2015 gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning at donere én krone pr. tilskuer til klubbens Superligahjemmekampe til et godt formål.
Fra efteråret 2017 har Spar Nord Fonden valgt at støtte op om Hele Nordjyllands Håndsrækning og fordoble beløbet, så der siden er blevet doneret 2 kr. pr. tilskuer på Aalborg Portland Park til et godt formål.
– Jeg er meget stolt over det samarbejde, vi har med AaB om Hele Nordjyllands Håndsrækning, for hver eneste gang har vi fundet nogle rigtig gode projekter at støtte, og det er dette projekt med SKYGGEBØRN virkelig også. Jes Dige og alle de frivillige har siden 2016 gjort et stort stykke arbejde for at hjælpe en masse børn i svære situationer, og jeg er sikker på, at håndsrækningen på 83.880 kr. kan bruges til mange gode aktiviteter, siger Steffen Nørgaard, direktør i Spar Nord Fonden.
I forbindelse med tirsdagens overrækkelse fik børnene i SKYGGEBØRN autografer og billeder med Lucas Andersen og Kasper Kusk.
De to spillere blev også hængende efterfølgende og hørte om alle børnenes situationer, inden de også selv talte med om deres egne oplevelser med sorg.
– For os er det rigtig dejligt at spille i en klub, der støtter op om gode initiativer, som det her. Nu har vi jo selv set og hørt, hvordan SKYGGEBØRN hjælper nogle unge mennesker, der har det svært, og det er vigtigt, at vi kan være med til at bakke op om det, siger Kasper Kusk.
Søg Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2019
Til efterårssæsonen skal der findes en ny modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, og ønsker du at søge, eller kender du en forening, organisation eller et andet formål, der kunne have fordel af at søge Hele Nordjyllands Håndsrækning, så er det nu, muligheden er åben. Klik på knappen nedenfor for at gå til ansøgningsskemaet.
Hele Nordjyllands Håndsrækning kan tilfalde en forening, et værested, et behandlingscenter eller noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser, men der skal dog være tale om et formål, der hverken har kommerciel eller politisk karakter. Udover at donationen skal gå til en god sag, skal modtageren også have postadresse i Region Nordjylland.
Ansøgningsfristen for Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2019 er 3. juli.
Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:
SKYGGEBØRN – forår 2019 – 83.880 kr. (2. kr. pr. tilskuer)
AaB Support Club – velgørenhedstrøje 2018 – 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Ønskeland i Brovst – efterår 2018 – 108.652 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Børn i sorg – sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Hjerterummet og Cykel20 – forår 2016 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
The Back To Life Project – efterår 2015 – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Headspace Aalborg – forår 2015 – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)