Her til eftermiddag mødte vi Skive fH, der til daglig spiller med i toppen af 1. division. Kampen endte med en sejr på 33-26 efter pauseføring på 17-11.
Fra kampens åbning var vi opsatte på at efterlade et godt indtryk, i hvad der var den sidste test, inden det bliver alvor på søndag.
Langt hen af vejen var der også mange gode momenter fra opgørets begyndelse, og vi lagde os derfor i teten fra start.
I afslutningerne manglede vi dog skarphed, og det gjorde, at hjemmeholdet holdte sig inde i kampen. Trods de flere store afbrændere, fik vi alligevel spillet os til en seksmåls-føring ved pausen.
Defensivt spillede vi en solid kamp, og i fraværet af Mikael Aggefors og Kristian Sæverås var det igen den unge målmandsduo bestående af Søren Brunsborg og Andreas Madsen, der fik chancen i buret.
De bestod begge to dagens test i flot stil, og de leverede flotte præstationer med en samlet redningsprocent på mere end 30, som var med til at sikre os den komfortable sejr.
I anden halvleg skruede vi op for koncentrationen, og vi var særligt kyniske til at straffe Skives fejl. Det hjalp os til at opbygge føringen til 12 mål undervejs.
Mod slutningen af kampen gik vi dog en anelse ned i niveau, og hjemmeholdet fik pyntet på resultatet i slutfasen til slutcifrene 26-33 i vores favør.
Igen i dag var vi uden Mishels Liaba, Mikael Aggefors, Knud Ronau og Andreas Holst. Samtidigt var vi også uden René Antonsen, der sad ude med en mindre skade, mens Janus Smarason og Kristian Sæverås endnu ikke er stødt til resten af truppen oven på EM-slutrunden.
Til gengæld havde vi igen Magnus Saugstrup og Henrik Møllgaard tilbage i aktion, og de leverede begge flotte præstationer og tilsammen 13 mål.
Det betød også en del spilletid til flere af de unge spillere, og der var generelt masser af spilletid og minutter i benene til alle kampklare spillere.
Alt i alt var det derfor på mange måder en fin test forud for årets første ligakamp. Den finder sted på søndag, hvor vi genåbner Primo Tours Ligaen, når SønderjyskE kommer på besøg i Jutlander Bank Arena.
Køb din billet til denne kamp her, hvor du også har mulighed for at købe dit halvårssæsonkort og dermed sikre dig din egen plads til SAMTLIGE af vores resterende hjemmekampe i indeværende sæson.
Skive fH målscorere:
Emil Grønbech 7, Tobias Svend Rasmussen 4, Nickolei Jensen 4, Lasse Rask Hansen 3, Christoffer Toft Sigh 3, Casper Dohn Jensen 2, Malte Justesen 2, Sebastian Kanstrup 1.
Aalborg Håndbold målscorere:
Magnus Saugstrup 9, Buster Juul 6, Henrik Møllgaard 4, Tobias Ellebæk 3, Ómar Ingi Magnússon 2, Mark Strandgaard 2, Sebastian Barthold 2, Mads Christiansen 1, Benjamin Jakobsen 1, Magnus Møland 1, Jakob Wolf 1, Victor Kløve 1.