Jetsmark var inden søndagens kamp ubesejret på 1. pladsen med fire sejre og én uafgjort, men Aalborg KFUM kom til Jetsmark med to sejre i træk.
Det var ikke til at se, hvem der ifølge stillingen var det bedste hold. Kampen var meget lige, og KFUM havde kampens første store chance efter 7 min., hvor Emil Hovalt Byrresens friløber først bliver reddet og derefter blokeret på målstregen.
Herefter var kampen meget lige, og Jetsmark var kun farlige på dødbolde og skud fra distancen, så begge mandskaber kunne gå til pausen uden at have scoret.
Kampbilledet i 2. halvleg var det samme. Aalborg KFUM stod godt på banen, og de havde også 2. halvlegs to største chancer, men desværre manglede skarpheden. Nicolai Møller Poulsen og debutant fra U19 Simon Høg Sørensen måtte se deres friløbere blive reddet af Jetsmarks keeper.
Derfor var det ekstra hårdt at se Jetsmark score til 1-0 med små fem min. igen til slutresultatet 1-0.
Et ærgerligt resultat i en ellers rigtig god kamp af Aalborg KFUM, hvor hele holdet spillede en god kamp. Specielt fungerede midtbanen med Jacob Gade og Mickey Holm Glinvad rigtig godt.
Tillykke med debuten til Simon, der gjorde en god figur. Han er den 8. spiller i den nuværende U19-trup, der har fået debut på førsteholdet senior.
Næste kamp er på lørdag på Nordjyske Bang Arena mod Hjørring AIK Frem, der ligger sidst i serie 1.
Kampstart er kl. 15.00.
Kom og støt drengene. Der er øl i hanen og pølser på grillen!
kilde: AalborgKFUM