AaB slog både FC Helsingør og Esbjerg fB i tredje og fjerde runde af eSuperligaen
Runde 3: FC Helsingør-AaB 1-3
Søndag aften debuterede AaB’s Oliver Ledet i eSuperligaen i første duel mod FC Helsingør, og der gik mindre end et kvarter, før han kom på måltavlen, da han scorede til 1-0.
En ellers fin kamp af Oliver Ledet endte 1-1, da FC Helsingørs Saka udlignede til slutresultatet 1-1 midt i første halvleg.
I anden duel sad Daniel “Shoppen” Mogensen over for MakezCR. I opgørets tiende minut bragte “Shoppen” AaB på sejrskurs med en straffesparksscoring, og tidligt i anden halvleg sikrede han en AaB-sejr med det afgørende mål til 2-0, der altså sikrede en samlet sejr på 3-1.
Runde 4: AaB-Esbjerg fB 4-1
Mandag aften var “Shoppen” oppe imod Bækkelund i første opgør, og AaB-spilleren scorede midtvejs i første halvleg til 1-0.
Kort før tid blev spillet afbrudt af en teknisk fejl, men opgøret bød ikke på flere scoringer, da kampen efter nogle minutters forsinkelse blev genoptaget, og dermed vandt AaB første kamp 1-0.
I returopgøret mødte Jacob Kragelund Esbjerg fB’s Qack, og AaB-kaptajnen viste storspil.
Efter en målløs første halvleg var Kragelund den første på måltavlen i starten af anden halvleg, og inden opgøret havde rundet 60 minutter var AaB-kaptajnen foran 2-0.
Med et kvarter tilbage blev AaB’s føring udvidet til 3-0 med et flot mål, inden Qack i tillægstiden reducerede til 3-1, hvilket betød en samlet AaB-sejr på 4-1.
De to sejre betyder, at AaB nu ligger på tredjepladsen i eSuperligaen med ni point efter fire runder. I næste weekend skal AaB søndag spille mod FC Midtjylland, mens nordjyderne mandag møder FC København.