Musikkens Hus inviterer traditionen tro til stemningsfyldt midsommerarrangement med bevægende musik i Koncertsalen, båltale, –hygge og koncert på Musikkens Plads samt stort sankthansbål på fjorden.
Søndag d. 23 juni kl 19.00
Oplev den helt særlige midsommerstemning, når sommerens mest livsbekræftende og smukke tradition fejres med bevægende musik i Koncertsalen med Ida Corr, Aalborg Symfoniorkester, Klarup Pigekor og Nordjysk Pigekor, samt båltale, fællessang og andre aktiviteter på Musikkens Plads.
Arrangementet byder således både på en entrékrævende koncert i Koncertsalen og en gratis del på Musikkens Plads med fri adgang for alle fra kl. 19. En oplevelsesrig aften, der med garanti får lokket den helt specielle midsommerfølelse frem, og hvor man traditionen tro også vil kunne nyde det store bål på fjorden.
Mere om arrangementet her:
SANKT HANS
Den magiske midsommerstemning med Ida Corr og Aalborg Symfoniorkester fylder Musikkens Hus, når vi traditionen tro fejrer Sankt Hans med en rigtig sommerkoncert
Det bliver en lys og lun ode til midsommeren, når vi atter fejrer sommerens mest livsbekræftende og smukke tradition med bevægende musik i Koncertsalen og et stort sankthansbål på fjorden.
Vi byder velkommen til en sommeraften, hvor Ida Corr, Aalborg Symfoniorkester, Klarup Pigekor og Nordjysk Pigekor på rørende vis vil lede os igennem årstidens elskede klassikere under ledelse af Phillip Faber.
Efter koncerten vil koret gå forrest til midsommerarrangementet på Musikkens Plads, hvor der er fri adgang for alle, taler, musik og gratis snobrød til de første 500.
OM IDA CORR
Som et lyn fra en klar himmel bragede Ida Corr ind i toppen af hitlisterne verden over med kæmpehittet “Let Me Think About It” sammen med stjerneproduceren Fedde Le Grand. Siden da har den Aarhusianske sangerinde udgivet hele seks studiealbums, og i 2016 cementerede hun for alvor sit navn i danskernes bevisthed med hendes medvirken i Toppen af Poppen, hvor hun blandt andet lavede en uforglemmelig fortolkning af Gnags’ “Når Jeg Bliver Gammel”.
OM PHILLIP FABER
Phillip Faber (født 1984) er uddannet komponist og dirigent fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Kungliga Musikhögskolan i Stockholm. Han blev chefdirigent for DR Pigekoret i 2013 og har lige fra begyndelsen sat sit særlige præg på korets klang og udtryk.
Phillip Faber har for nylig været gæstedirigent for DR Vokalensemblet, DR Koncertkoret og DR Symfoniorkestret og modtog i 2017 DR’s Sprogpris. Phillip har desuden været tv-aktuel som vært og dirigent i DR K’s ”Danmark synger julen ind” og ”Den klassiske Musikquiz, som fagdommer i DR 1’s ”Vidunderbørn” og senest som vært i DR K’s ”Live fra Højskolesangbogen”.
Solister og konferencier offentliggøres løbende.