Vi elsker udelivet her i Saltum
– En tilflytter historie.
– Masser af muligheder for udendørs aktiviteter og tæt på Vesterhavet
Da Familien Ravn en forårsdag i 2018 besøgte Saltum, havde de egentlig ikke planer om at flytte fra Aalborg. Men på en gåtur kom de forbi en byggegrund, og så begyndte drømmen om et familieliv i Saltum at spire. De kunne se mulighederne for en dagligdag med mere plads og luft – lige midt i naturen.
Familien Ravn, der består af ægteparret Thomas og Tanja og deres to børn Storm på 1½ år og Summer på 4 år, gjorde drøm til virkelighed. De flyttede til Saltum, godt nok ikke til den grund, der startede det hele. Men i et hus.
Her har familien nu deres hverdagsliv. Thomas er folkeskolelærer i Nørresundby, og Tanja er socialrådgiver i Brovst, så begge har kort til arbejde – og de har familie både i Pandrup og Løkken, så de er også tæt på, når børnene skal passes.
Skeptisk over for at flytte fra storbyen
Tanja Ravn var alligevel noget tilbageholdende i forhold til at flytte fra Aalborg. Men efter de faldt til, har hun og resten af familien ikke et sekund fortrudt deres valg.
Familien blev da også budt velkommen med blomster fra naboerne, og kort efter fik de en indbydelse til sommerfest på vejen.
”Vi følte os virkelig velkommen og faldt hurtigt til, og så er det rigtig dejligt, at der er flere børn tæt på, som børnene kan lege med”, udtaler Tanja.
Alt er samlet på et sted
I fritiden nyder familien Ravn de mange outdoormuligheder, Saltum byder på. Specielt er de glade for det rekreative multiområde ved Nols sø og Nols hytten, hvor hele familien samles, når der skal holdes fødselsdag.
Søen og hytten ligger i forlængelse af Saltum Udeskole, børnehaven, vuggestuen, SFO’en, KFUM spejderne, idrætsforeningen, klubhuset, stadionet og hallen. Så alt er samlet et sted.
Den korte afstand til Vesterhavet og ikke mindst til Fårup Sommerland, sætter familien også stor pris på, her kan de nemt cykle til.
Der er ikke langt fra tanke til handling
Men familien fandt ikke alt i Saltum. De savnede et motorikhold til deres mindre børn. Det foreslog familien at starte op, og med opbakning fra lokalsamfundet fik de hurtigt stablet et hold på benene. I dag går 13 børn på holdet i alderen 3-5 år.
”Det er virkelig skønt, at vi kan have indflydelse på tingene. Samtidig oplever vi, at der ikke er langt fra tanke til handling – det kan jeg godt lide. Man er jo selv ansvarlig for, at der sker noget, så vi byder ind”, fortæller Thomas.
Udover at være gymnastiktræner på motorikholdet, er Thomas også med i Torveudvalget og skolebestyrelsen.
Saltum
Saltum ligger lige midt i ferieområdet mellem Blokhus og Løkken i Jammerbugt Kommune. Området her rummer enestående natur. Blot ca. 6 km. herfra ligger Saltum Strand – et fantastisk strandområde. Danmarks bedste strand.
vil viI selve Saltum by har vi et velassorteret supermarked – (åben alle ugens dage fra kl. 7 – 22), Slagter, Egnssamlingen (Lokalhistorisk museum) og andre specialbutikker. Saltum by er også kendt for sin årlige Uld Festival og Saltum festdage, som afvikles hvert år, den 2. weekend i maj. Uld Festivalen trækker gæster fra hele landet.
15 nye byggegrunde i det nye boligkvarter i Saltum
Det nye kvarter i Saltum hedder Højbogårdsvej og ligger i den vestlige del af Saltum.
Størrelsen på grundene er på mellem 1.248 m² og 2.009 m², og ligger i kuperet terræn på samme side af hovedvejen som byens nyrenoverede skole, der kun ligger 250 meter væk.
Dagligvarebutik og naturområdet ved Nols Sø ligger også mindre end 500 meter væk.
Forlystelser som Fårup Sommerland er kun tre km derfra – med cykelsti hele vejen, mens Saltum strand, der er en af Nordeuropas bedste badestrande, blot er seks km væk.
Ideelt for børnefamilier – alt er samlet et sted
Den nyrenoverede Saltum Skole er en udeskole, hvor der lægges vægt på at lære om samfundet i samfundet og om naturen i naturen.
I umiddelbar sammenhæng med skolen ligger børnehave, vuggestue, SFO, Saltum Idrætsforening, klubhus, stadion og hal – samt KFUM Spejderne, der har 2 shelters, bålhytte og bålsted. Så alt er samlet ét sted til stor glæde for børnefamilierne.
Naturskønt multiområde med et væld af outdoor aktiviteter
Multiområdet ved siden af Saltum Skole har både skov, sø og en hytte, der kan bruges året rundt. Området giver rig mulighed for bl.a. vandre- og cykelture i det dejlige skovområde. Der er ligeledes etableret teknikbane, hvor mountainbike kan øves.
Den lokale klub, Saltum Trim, holder ugentlige træningsaftener med løb og MTB, hvor alle både børn og voksne er velkommen til at være med.
For yderligere information om byggegrundene i Saltum kontakt Hanne Henriksen på tlf. 72 57 73 98 eller grundsalg@jammerbugt.dk eller se på derforjammerbugt.dk.
Eller klik her for yderligere information om Derfor Jammerbugt