RASKE PINDSVINEUNGER HAR SJÆLENDT BRUG FOR HJÆLP
Fra juli til november kan du møde små pindsvin i naturen. August og september er højsæson.
Blot fordi de er små, betyder det dog ikke, at de er unger. Pindsvineunger forlader nemlig deres mor, når de er omkring seks uger gamle og kun vejer ca. 250 gram. Det er derfor meget vigtigt at fokusere mere på pindsvinenes adfærd end på deres størrelse.
Det er vigtigt ikke at tage et pindsvin op, før man er helt sikker på, at noget er galt. Hvis den bliver samlet op uden at være i nød, udsætter man den for en unødvendig stressfaktor, som kan have store konsekvenser for den.
Hvis det lille pindsvin går rundt og snuser i bede og krat, så er der næppe grund til alarm. Ligger det derimod stille i det åbne – og især hvis det er 2-4 meget små pindsvin, så bør du være mere opmærksom.
Det raske pindsvin – uanset alder – leder efter føde i bede, krat, højere græs og lignende steder. Og det støjer ofte en del. Skal det bevæge sig hen over åbne stykker for eksempel græsplæner, havegange og indkørsler eller veje, så foregår det oftest i hurtig gang eller endda løb. Overrasker du pindsvinet sådan et sted, så vil det som regel stivne og stå helt stille. Hvis du nu kommer tættere på, og pindsvinet vurderer at faren er meget høj, så ruller det sig halvt eller helt sammen. Går du så igen væk og iagttager det fra god lang afstand, så vil det rulle sig ud igen og fortsætte sin færd.
DET SKAL DU GØRE
1: TJEK STØRRELSE OG SAML DEN IKKE OP
Er ungen på størrelse med to tennisbolde eller større, betegnes den ikke som forladt, da den her er stor nok til at kunne klare sig selv. Er den derimod nøgen, har en størrelse mellem en golfkugle og en tennisbold og fundet liggende i det åbne i dagslys, har den højst sandsynligt brug for hjælp. Tag den ikke op men ring til 1812 for vejledning.
2: SE EFTER SYNLIGE SKADER
Hvis pindsvineungen har synlige skader eller er blevet bragt hjem af hunden eller katten, så skal du ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 for vejledning om håndtering af pindsvin. Et pindsvin, der ligger stille i det åbne – sammenrullet eller ej – i flere timer, på trods af der ikke er nogen mennesker eller hunde nær det, er der næsten helt sikkert noget galt med.
3: TAG DEN ALDRIG MED HJEM
Hvis du er kommet til at tage en enlig pindsvineunge med hjem så ring straks 1812.
Kilde: Dyrernes Beskyttelse