Foto: Børneulykkesfonden
Sabrina Bentzon fra Aalborg skal sammen med 23 andre helteløbere fra hele Danmark hjælpe Legeheltene med at bære Heltestafetten 2020 hele vejen fra Aalborg til København. Den 27. juni løber Sabrina Bentzon distancen fra Aalborg til Støvring. Formålet er at samle midler ind til Børneulykkesfondens initiativ Legeheltene.
Når sommerferien for alvor står for døren, og kalender viser lørdag den 27. juni, bliver den første helteløber ud af 24 sendt afsted fra Aalborg Sygehus. Forude venter cirka 500 km stafet med poster i hele landet. Når stafetten starter i Aalborg, står Sabrina Bentzon klar til at tage imod stafetten og bære den videre til Støvring. Ruten, som Sabrina Bentzon skal tilbagelægge, er 20,1 kilometer lang, og på distancen skal hun indsamle midler til Børneulykkesfondens initiativ Legeheltene, der arbejder for at skabe aktiv leg og bevægelse for indlagte børn i Danmark og give børnene et velfortjent frirum fra sygdom.
”For mig er løb og fysisk aktivitet i min hverdag en selvfølge. Det gør sig desværre ikke gældende for alle. Børn, der er indlagt, kan have svært ved at være fysisk aktive, da de er sengeliggende i kortere eller længere perioder. Legeheltene hjælper børnene til at komme ud og bevæge sig på det niveau, de er i stand til. Jeg kan kun forestille mig, hvilken glæde det må give et indlagt barn at få besøg af en Legehelt. Jeg hopper derfor glædeligt i løbeskoene og løber Heltestafetten til fordel for Legeheltene, så de fortsat kan sprede glæde og fysisk aktivitet på hospitalerne”, udtaler Sabrina Bentzon.
![](https://i0.wp.com/ditaalborg.com/wp-content/uploads/2020/06/Sabrina-Bentzon-1.jpeg?resize=300%2C400&ssl=1)
Lokal indsamling til fordel for Legeheltene
Undervejs på ruten indsamler Sabrina Bentzon ”heltekræfter” fra venner og familie i form af kilometersponsorater og MobilePay-donationer. Når stafetten er i mål i København den 30. juni, lægges alle bidrag sammen og doneres ubeskåret til Legeheltene, så endnu flere børn kan få en mere aktiv hverdag fyldt med leg og bevægelse.
Du kan læse mere om stafetten og se alle poster på ruten her: www.runforcharity.dk/stafetten/
Om Legeheltene
Alle børn har ret til et liv med leg og bevægelse – også børn der er ramt af sygdom. Men et sygdomsforløb, en indlæggelse og kroniske diagnoser er ofte forbundet med stor inaktivitet og ensomhed. Det kan have store konsekvenser for indlagte børns fysiske, kognitive og sociale udvikling. Derfor arbejder Legeheltene for at skabe aktiv leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn i alderen 1-14 år, der hvert år indlægges på et hospital i Danmark. Legeheltene skaber et frirum med plads til store armbevægelser, tumleri og fællesskab – og med plads til at være barn igen.
Legeheltene er på 10 hospitaler i Danmark og er et initiativ startet af Børneulykkesfonden. Læs mere på www.legeheltene.dk
Kilde: Børneulykkesfonden