En privat test dur ikke, hvis man har en aftale på et af sygehusene i Region Nordjylland, og der er krav om, at man kan præsentere en negativ COVID-19-test. Det er vigtigt, at der benyttes en sikker test foretaget i offentligt regi.
Privat antigentest accepteres ikke før sygehusaftale
Skal man møde ind til en aftale på et af de nordjyske sygehuse, er der i nogle tilfælde krav om, at man medbringer en negativ COVID-19-test.
For nogen kan det være belejligt at få foretaget en COVID-19-test i privat regi, hvis man vil have kortere ventetid. Men for at undgå at bringe smitte ind på sygehusene er er det vigtigt, at der benyttes en sikker PCR-test foretaget i offentligt regi, understreger Anne Bukh, koncerndirektør i Region Nordjylland.
– Jeg har forståelse for, at borgerne ser en test foretaget i det private som en oplagt mulighed for hurtigt svar forud for en sygehusaftale. Men vi er ganske enkelt nødt til at kunne stole på, at resultaterne af testen er korrekt. Derfor må vi indskærpe, at testen skal være foretaget på et offentligt testcenter, siger Anne Bukh.
En ekspertgruppe nedsat af Det faglige råd for klinisk mikrobiologi har vurderet kvaliteten af de tests, der udføres i det private. Derfor har Region Nordjylland nu valgt, at når man som patient skal kunne fremvise en negativ test i forbindelse med behandling eller undersøgelse på sygehuset, så skal testen fremover være foretaget i offentligt regi.
– Ved antigen-hurtigtest foretaget i privat regi er usikkerheden for stor i selve testen. Når man skal ind på et sygehus med mange syge mennesker, så er vi nødt til at vide, at testen sikker, understreger Anne Bukh.
Sådan skal du gøre
Når man har fået en henvisning til test fra en sygehusafdeling eller en praktiserende speciallæge kan man booke en tid på www.coronaprover.dk og få foretaget en test på et af regionens testcentre.
Region Nordjylland har over de seneste måneder åbnet flere testcentre og teststationer, der giver en bred geografisk mulighed for at blive testet.
Kravet om en negativ test gælder ikke besøgende generelt.