Verdens største projekt med genbrugsplast i fjernvarmenettet skydes i gang
I går kunne Aalborg Forsyning koble første kunde på udvidelsen af fjernvarmenettet, der fremover også omfatter Storvorde og Sejlflod. Tilkoblingen markerer samtidig startskuddet til et banebrydende pilotprojekt med brug af genbrugsplast i ledningsnettet. Det sker i tæt samarbejde med rørvirksomheden LOGSTOR.
Siden Aalborg Forsyning i efteråret 2019 opnåede den nødvendige tilslutning til fjernvarmeudrulning i Storvorde og Sejlflod, har forsyningsselskabet været i fuld gang med at planlægge og udrulle ledningsnettet i området. I dag kulminerede den indsats med første kundetilkobling, og her kunne Aalborg Forsyning løfte sløret for, at udvidelsen bliver en del af et banebrydende pilotprojekt, hvor man som det første sted i verden i stor skala benytter genbrugsplast i fjernvarmenettet.
Projektet er resultatet af et samarbejde med den nordjyske rørvirksomhed LOGSTOR og omfatter etableringen af knap 30 kilometer ledningsnet over de kommende to år, hvor fjernvarmerørenes ydre plastkappe skal fremstilles af 100 procent genbrugsplast. I alt skal der bruges cirka 100 tons genbrugsplast til projektet, og ifølge Lasse P. N. Olsen, bestyrelsesformand for Aalborg Forsynings energidivision, er der store perspektiver i projektet:
– Håndtering af plastikaffald er en af tidens største miljømæssige udfordringer, og derfor er vi rigtig glade for realiseringen af det innovative projekt, der er helt i tråd med vores ambition om at levere grøn fjernvarme i fremtiden og ikke mindst om at styrke den cirkulære økonomi i Nordjylland og Danmark. Det er Aalborg Forsynings ambition, at rørsystemer med genbrugsplast skal anvendes i alle fremtidige fjernvarmeprojekter, efter vi har gennemtestet det i stor skala i Storvorde-Sejlflod-området, siger Lasse P.N. Olsen og fortsætter:
– Det er med andre ord et projekt med et stort potentiale. De nye rør er et stort skridt i retningen af cirkulær økonomi og medfører blandt andet en miljøbesparelse på minimum 160 tons CO2, som produktionen af 100 tons nyt plastik materiale ellers ville udlede.
Det er virksomheden LOGSTOR, som er en førende global leverandør og producent af rørsystemer til energibranchen, der står bag introduktionen af genbrugsplastik i fjernvarmerørene.
– Helt konkret er det fjernvarmerørenes yderste lag, som vi nu kan producere af egnet indsamlet genbrugsplast. LOGSTOR har gennem en årrække udviklet processen, og vi har gennem adskillige både interne og eksterne tests kunnet dokumentere, at materialet og de fremstillede produkter til fulde lever op til de helt samme holdbarhedskrav fra de Europæiske standarder som de konventionelle rør, forklarer adm. direktør i LOGSTOR Kim Christensen og fortsætter:
– Der er i samfundet behov for, at vi bliver langt bedre til at genanvende vores materialer. Vi skal se restprodukter som ressourcer og i højere grad tænke genbrug ind i nye projekter allerede fra start. Det er projektet et rigtig godt eksempel på, og for os er det et vigtigt skridt på vejen mod vores mål om på sigt at kunne producere fjernvarmerør af 100 procent genanvendelige materialer.
Hos LOGSTOR er man allerede i gang med at arbejde på løsninger til at erstatte rørenes andre dele med genanvendelige materialer, men der kan gå nogle år, før det 100 procent genanvendelige fjernvarmerør er en realitet, da branchestandarderne skal følge med, fortæller Kim Christensen.
Fakta:
– Foreløbigt har 404 ud af ca. 1800 potentielle fjernvarmekunder valgt at koble sig på det nye fjernvarmenet i Storvorde og Sejlflod. Dermed er udvidelsen samtidig en af de største konverteringer af olie- og naturgaskunder i nyere tid.
– De 404 konverterede varmekunder svarer til lige knap halvdelen af områdets eksisterende bygningsareal.
– Hvis samtlige varmekunder i området skiftede til fjernvarme, ville den årlige C02-besparelse være på ca. 2000 tons om året.
– Med anvendelsen af genbrugsplast i fjernvarmerørene opnås en CO2-besparelse på 160 tons på det konkrete projekt i Storvorde og Sejlflod. Det er ambitionen, at Aalborg Forsynings fremtidige fjernvarmeprojekter også skal anvende rør af genbrugsplast.
– Arbejdet med tilkobling af de nytilmeldte fjernvarmekunder i Storvorde og Sejlflod forventes at være afsluttet i 1. halvår 2022
Kilde: Aalborg Forsyning