Aalborg – Når vinteren rammer Nordjylland, kan borgerne i Aalborg Kommune i de kommende år risikere at møde flere glatte veje og stier. Stigende udgifter til vintertjenesten har efterladt et hul på seks millioner kroner i budgettet, og det kan tvinge By og Land til at skære ned på serviceniveauet.
Udgiften til snerydning og saltning er steget med over 40 procent siden 2022, primært på grund af højere energi- og lønomkostninger. Det presser vinterberedskabet i en kommune, hvor der skal holdes 2.050 kilometer veje, 405 kilometer stier, 307 kilometer fortove og 400.000 kvadratmeter offentlige pladser farbare.
– “Priserne stiger og har gjort det længe. Særligt vintertjenesten udfordres af store udsving i vejret, og en hård vinter kan vi ikke længere håndtere med de nuværende budgetter. Jeg vil derfor have byrådet med på, at vi indfører en budgetgaranti, så vi deler ansvaret for de hårde vintre,” siger rådmand for By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen (V).
Budget under pres
Allerede i budgettet for 2025 har By og Land skabt en buffer på fem millioner kroner ved at spare på andre områder: tre millioner på vedligehold af grønne områder, én million på renhold og én million på vintertjenesten selv. Men det dækker stadig ikke den årlige merudgift på seks millioner.
– “Det er aldrig sjovt at blive fodret med egen hale. Når vi skærer på borgernære opgaver, som borgerne kan mærke i hverdagen, får vi naturligvis kritik. Derfor er en budgetmæssig sikkerhed nødvendig, så både borgere, kollektiv trafik, hjemmepleje og beredskab kan regne med sikre veje,” siger rådmanden.
Forslag: mindre salt og færre ryddede veje
Op til budgetforhandlingerne 2026-29 ligger et forslag, der vil reducere saltningen på 900 kilometer veje i serviceklasse 2. Her skal der fremover ikke saltes mellem kl. 18 og 02, hvilket øger risikoen for glatte veje.
Samtidig foreslås det at nedklassificere 200 kilometer veje fra serviceklasse 2 til 3 og reducere serviceniveauet på flere stier.
Flere frostdøgn i Aalborg
Ifølge en rapport fra DMI i april 2024 er Aalborgs nordlige beliggenhed en ekstra udfordring. Kommunen oplever i gennemsnit en halv grad lavere temperaturer end landsgennemsnittet, hvilket giver flere frostdøgn og en større risiko for sne og is, der bliver liggende længere.
Andre områder også ramt
Det er ikke kun vintertjenesten, der mærker presset. By og Land har i det seneste halve år udbudt seks rammeaftaler om drift og vedligehold, og alle er vendt tilbage med prisstigninger højere end forventet. Værst står det til med akutte asfaltreparationer, hvor priserne er steget med hele 300-400 procent.
Konsekvensen er klar: Hvis der ikke findes en politisk løsning, risikerer aalborgenserne glattere veje, længere sneperioder og færre ressourcer til både drift og vedligehold i byens infrastruktur.
Kilde og Foto: Aalborg Kommune







