Der er populære værker af populære komponister på programmet, når et af Europas bedste kammerorkestre, Orchestre de Chambre de Lausanne, besøger Musikkens Hus i Aalborg til november. Koncertens første del er viet til to værker af Mozart – hans Symfoni nr. 35, også kendt som Haffner-symfonien, og hans elegante violinkoncert nr. 5 – med orkestrets egen chefdirigent, Renaud Capuçon, i solistrollen. I anden del er Beethovens lyse og humoristiske Symfoni nr. 2 på programmet. Alt i alt en rigtig god begynderkoncert.
Violinist og dirigent Renaud Capuçon har været chefdirigent for Orchestre de Chambre de Lausanne siden 2021, hvor han afløste Aalborg Symfoniorkesters nuværende chefdirigent, Joshua Weilerstein, som havde besiddet posten i seks år forinden.
Franske Renaud Capuçon er er internationalt anerkendt som en førende solist og kammermusiker og er kendt og elsket for sin virtuositet og rige lyd. Han har arbejdet med verdens mest prestigefyldte orkestre og dirigenter i alverdens koncertsale. Hans samarbejde med det schweiziske orkester er blevet rost for dets præcision og unikke kunstneriske tilgang. Capuçon spiller på en Guarneri del Gesù ‘Panette’ (1737), som oprindeligt tilhørte Isaac Stern.
Orkestret
Kammerorkestret fra Lausanne blev grundlagt i 1942 af Victor Desarzens og er i dag et af de mest
eftertragtede kammerorkestre i Europa. Orkesteret tæller omkring 40 musikere og har et stort repertoire, der spænder fra den tidligste barok til nutidige premierer. Fra sæson 2024-2025 er Barbara Hannigan orkestrets 1. gæstedirigent.
Orchestre de Chambre de Lausanne har spillet på og i de mest prestigefyldte festivaler og koncertsale, og samarbejdet med mange internationale dirigenter og solister – blandt mange kan nævnes Daniel Barenboim, Frank Peter Zimmermann, Paul Hindemith, Ton Koopman, Simone Young og Daniel Harding.
Program
Wolfgang Amadeus Mozart: Symfoni nr. 35 i D-dur (K 385) Haffner
Wolfgang Amadeus Mozart: Violinkoncert nr. 5
===
Ludvig van Beethoven: Symfoni nr. 2
Medvirkede
Orchestre de Chambre de Lausanne
Dirigent og solist: Renaud Capuçon
Tid og sted: Torsdag 14. november 2024 kl. 19.30 i Koncertsalen i Musikkens Hus i Aalborg
Billetpriser: 400 / 255 /145 / Stud. og unge under 30 år: 75 kr. (Gælder et begrænset antal B- og C-billetter)
Arrangør: Musikkens Hus
Billedtekster
Renaud Capuçon
Den franske violinist Renaud Capuçon har siden 2021 været chefdirigent for det schweiziske Orchestre de Chambre de Lausanne, og ved koncerten i Aalborg er han tillige solist i Mozarts elegante violinkoncert nr. 5
Foto: Simon Fowler
Orchestre de Chambre de Lausanne
I seks år var Aalborg Symfoniorkesters nuværende chefdirigent, Joshua Weilerstein, chefdirigent for det schweiziske Orchestre de Chambre de Lausanne. Han blev i 2021 afløst af Renaud Capuçon, som udover at dirigere koncerten i Aalborg også er solist i Mozarts violinkoncert nr. 5.
Foto: Federal Studio
For yderligere information, anmelderbilletter m.m., kontakt venligst:
Helle Nørgaard, PR- og marketingkonsulent / Mobil: 60 20 35 71