Aalborg Øst & Klarup – spirituskørsel resulterer i færdselsuheld
Lørdag den 31. august kl. 03:14 kørte en mandlig fører i 20’erne sin personbil ud foran en lastbil på Langagervej i Aalborg Øst. Lastbilens fører var nødt til at bremse kraftigt for at undgå en kollision med personbilen. Heldigvis led ingen personer her skade, men en del af lastbilens gods led materiel skade.
Manden i 20’erne kørte derefter fra stedet uden at tilkendegive sine generalia. Kl. 03:31 blev han dog fundet af politiet, da han havde påkørt et træ på Klarupvej i Klarup og væltet sin personbil om på taget. Heldigvis led han ingen skade. Ved en nærmere undersøgelse kunne en patrulje konstatere, at manden var påvirket af spiritus, da hans promille var over de tilladte 0,5. Han blev derfor sigtet og anholdt for spirituskørsel.
Svenstrup – spritbilist sigtet og anholdt
En 21-årig mand anmeldte lørdag den 31. august kl. 03:12, at han havde set en personbil køre meget slingrende på Ferslevvej i Svenstrup. En patrulje standsede derefter den pågældende personbil. Føreren af bilen var en 34-årig mand. Ved en alkometertest blev det tydeligt, at manden var kraftigt beruset. Han blev derfor sigtet og anholdt for spirituskørsel.
Sådan stopper du spritkørsel:
Stop altid en fuld ven, der vil sætte sig bag rettet.
- Fortæl ham/hende, at du har det skidt med, at han/hun kører.
- Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne.
- Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden.
- Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen.
- Tilbyd overnatning.
- Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket.
- Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114.
Læs mere på: sikkertrafik.dk/…/stop-spritkoersel
Støvring – indbrud i kontorområde
Et kontor blev udsat for indbrud mellem torsdag den 29. august kl. 16:30 og fredag den 30. august kl. 06:00. Det skete på Østre Alle i Støvring. Indbrudstyven fik adgang til bygningen gennem et vindue, der var brudt op. Der var tydelig spor af færden i lokalet, da flere skuffer var blevet gennemrodet. Blandt de stjålne genstande var IT-udstyr. Tyven forlod derefter gerningsstedet gennem samme vindue.
Har du set mistænkelig færden på Østre Alle i Støvring? Kontakt politiet på 114.
Forebyg indbrud i din virksomhed – Erhvervsnabohjælp
Erhvervsnabohjælp er i store træk det samme som Nabohjælp i parcelhusområder. Her har man stor succes med at forhindre indbrud og anden kriminalitet ved at holde øje med hinandens boliger til hverdag og i ferier. På samme måde kan virksomheder aftale at holde øje med erhvervsområdet, da det kan afskrække tyve fra at begå kriminalitet.
Læs mere om erhvervsnabohjælp her: dkr.dk/…/erhvervsnabohjaelp/
Aalborg SØ – bilist slingrer og kører i grøft
En 18-årig bilist kørte fra Egnsplanvej ned ad tilkørslen til E45 i Aalborg SØ søndag den 1. september kl. 02:31. Føreren af personbilen kørte med 60-65 km/t igennem en kurve på vejen og mistede herredømmet over sit køretøj. Bilen kom i slinger og havnede deraf i grøften på den østlige side af E45. Heldigvis led ingen personer skade, men personbilen led desværre materiel skade.
Aalborg C – visitation resulterer i sigtelse
I forbindelse med fodboldkampen mellem AaB og FCK ved Nordjyske Arena i Aalborg C blev en 20-årig mand sigtet for at bryde lov om euforiserende stoffer. Søndag den 1. september kl. 15:08 fandt en kontrollør ved indgangskontrollen en pose i den 20-årige mands inderlomme. Posen viste sig at indeholde et par gram hash. Den sigtede erkendte, at han var i besiddelse af euforiserende stoffer. Han blev derfor sigtet for at bryde lov om euforiserende stoffer.
Kilde: Nordjyllandspoliti.dk