POKALKAMP PÅ HORNEVEJ MOD DANMARKS BEDSTE
ONSDAG D. 18. SEPTEMBER kl. 16.45
Skæbnen vil, at AaB’s 1. divisionskvinder i næste runde af Sydbank Kvindepokalen har trukket Fortuna Hjørrings ligahold. Ud over at Fortuna er forsvarende mestre af pokalen efter, at de i maj vandt finalen i et tæt opgør mod Brøndby, så ligger de også pt. i toppen af den bedste liga i Danmark – Gjensidige Kvindeliga. Derfor bliver det noget af en mundfuld for den unge AaB trup, når de skal spille mod disse professionelle fodboldkvinder om at komme videre til næste runde.
Selvom Fortuna på papiret ser stærkere ud end AaB, så skal der ikke herske tvivl om, at AaB-kvinderne er indstillet på at kæmpe på hver centimeter af banen. Særligt for kampen er det også, at 6 af Fortunas spillere kommer fra AaB, så der er mange faktorer på spil og bolden er jo heldigvis rund.
Alle er velkomne til kampen og der tændes op i grillen, så vi håber, at alle fans, følgere, netværksmedlemmer, sponsorer og andre der støtter op om AaB’s fodboldkvinder – eller bare synes det er fedt at se fodboldkampe – vil komme og bakke AaB kvinderne op på Hornvej onsdag d. 18. september kl. 16.45.
Sæt et X i kalenderen allerede nu – vi glæder os meget til at byde jer velkomne.
kilde: AaBaf1885.dk