Aalborgs Plusbus er ikke længere kun en måde at komme fra A til B. Langs ruten er der nu opsat kunstværker, der inviterer passagerer og forbipasserende til at stoppe op, kigge – og måske undre sig.
Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond og Aalborg Kommunes Kunstudvalg står bag tre store projekter af kunstnerne Tina Maria Nielsen, Bank & Rau og Lea Gulditte Hestelund.
“Kunst og kultur gør vores by spændende og giver os noget at tale om. Jeg håber, at mange vil tage sig tid til at opleve værkerne, når de rejser langs Plusbus-ruten,” siger Jes Lunde, rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.
Et tæppe af billeder i Vestbyen
Under den gamle jernbanebro ved Vestbyens station har kunstnerduoen Bank & Rau skabt City Quilt – et 20 meter langt mosaiktæppe med motiver fra bydelen. Værket gør det tidligere mørke område til et indbydende ventested og fortæller historier fra Vestbyen gennem legende billedfragmenter.
Skulpturer der kan bruges
Ved Gigantium Station kan rejsende møde Beboerne – farverige skulpturer af Lea Gulditte Hestelund, der inviterer til leg, berøring og ophold. De er formet som en blanding af krop og møbel og står spredt i grupper eller enkeltvis, som om de selv er på vej et sted hen.
Historier i bronze
På alle 22 Plusbus-stoppesteder har billedhugger Tina Maria Nielsen placeret i alt 44 bronzeskulpturer under titlen Holdepunkter. Hver skulptur er inspireret af det sted, hvor den står – fra en redningskrans ved Vestre Fjordvej til stablede malerbøtter som en hilsen til en tidligere malerforretning på Kastetvej.
“Det er vigtigt, at vi prioriterer kunst i det offentlige rum. Disse værker skaber både nysgerrighed og en forbindelse til Aalborgs historie,” siger Hans Henrik Henriksen, formand for Aalborg Kommunes Kunstudvalg.
Kunstprojekterne skal både forskønne byrummet og give passagererne en kulturel oplevelse, mens de venter på bussen.
Kilde: Aalborg Kommune




