Aalborg Kommune etablerer et nyt byrum ved brolandingen i Nørresundby i forlængelse af debatten om byudviklingsplanen for Nørresundby.
I forbindelse med debatten om byudvikling i Nørresundby, som er foregået det seneste års tid, er byrummene omkring Limfjordsbroen og nærmest Limfjorden ved brolandingen i Nørresundby blevet omtalt som “et skummelt område”, der ønskes løftet. Samtidigt har der i 2019 været afsat en pulje på kommunens budget til projektudvikling som opfølgning på byudviklingsplanerne for hhv. Nørresundby, Vestbyen og Vejgaard.
Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen forklarer:
– “Med det nye byrum ved brolandingen i Nørresundby slår vi 2 fluer med ét smæk. Projektet har nemlig dels til formål at rette fokus på den store udvikling, som Nørresundby havnefront gennemgår lige i disse år. Samtidig skal byrumsprojektet transformere området fra det man vel kan kalde et “ikke-sted” til et sted, som er en del af det samlede rekreative forløb langs Nørresundbys havnefront”, fortæller Hans Henrik Henriksen.
Området er ca. 5.300m2 stort og omfatter både byrum under åben himmel og rummene under Limfjordsbroen (mellem bropillerne samt en stiunderføring tættest på fjorden). Området er samtidig en del af et samlet forløb af byrum og forbindelser i Nørresundbys bykerne, som der er fokus på, blandt andet i forbindelse med sikker skolevej til byudviklingsområdet Stigsborg Havnefront.
Et midlertidigt byrum
I første omgang er der tale om en midlertidig indretning af byrummene – foreløbig med et perspektiv på omkring 4-5 år. På sigt kan de midlertidige løsninger gøres permanente.
Det bærende koncept for projektet er at indrette et oplevelsesforløb gennem området på en måde, så det opleves trygt at færdes der.
Projektet indeholder blandt andet en stiforbindelse, som skaber et nyt forløb og gør området under broen tilgængeligt. For at skabe tryghed og opmærksomhed belyses rummene under broen, og der opstilles elementer som fx en skulptur og træer som blikfang. Lyssætningen skal spille sammen med belysningen på den anden side af Limfjordsbroen. En ny beplantning i området tager afsæt i det rå havnemiljø med forskellige robuste græsser og træer. Pladsen øst for broen organiseres, så byrummet med den sydvendte havnepromenade og imponerende udsigt over Aalborgs centrale havnefront fremhæves samtidig med, at parkeringspladser i området bibeholdes.
Vi er i gang
Forventes etableret i 2019:
– Stiforbindelse og byrum under broen
– Beplantning
– Organisering af pladsen øst for Limfjordsbroen med indretning af byrum og anlæg af i alt 20 tidsbegrænsede parkeringspladser.
Forventes etableret primo 2020:
– Opsætning af belysning
Kilde: Aalborg Kommune