Vi hører det mange steder; antallet af indbrud i private boliger rasler ned. Det blev også bekræftet denne uge med nye tal fra Danmarks statistik; 2020 bød på de laveste indbrudstal siden 1977 og på landsplan et fald på 29 procent.
Men trods faldet er der stadig alt for mange hjem – flere end 17.000 i 2020 – der bliver udsat for indbrud og det ubehag, der er en følge af, at en indbrudstyv har været inde og rode i ens ting, og måske har tyven taget et skattet arvestykke eller kameraet med familiebillederne med sig.
Heldigvis kan vi lære rigtig meget af corona-nedlukningen. Perioden har vist, at når vi er hjemme, og der er liv i vores boligkvarterer morgen, middag og aften, så bliver det meget lidt attraktivt at være indbrudstyv. Derfor har Corona-tiden sat turbo på det generelle fald, der har været på indbrudsområdet de seneste år i Danmark.
Når samfundet igen åbner rigtigt op, skal vi fastholde den positive udvikling ved at nabohjælpe – altså skabe et boligkvarter, hvor vi hilser på og hjælper hinanden og med at holde tyven fra døren! Og så skal vi gøre det svært for tyven at se, når vi ikke er hjemme – fx ved at installere indendørs lys med en timer eller såkaldt ’smart lys’, så husets rum lyses op, selvom vi ikke er hjemme. Udendørs sensorstyret lys, der tænder automatisk, når der er bevægelse omkring boligen, er også en god ide, da det tiltrækker opmærksomhed og øger sandsynligheden for, at tyven bliver spottet.