Danskerne brugte hjemmearbejdstiden under corona til at søge bolig
Noget tyder på, at danskerne har brugt en del af deres mange timer på hjemmekontoret under corona til at søge efter bolig. Det indikerer nye tal fra Boligsiden i hvert fald.
De seneste halvandet år har danskerne brugt langt flere timer bag computerskærmen derhjemme, fordi de har arbejdet hjemme på grund af corona. Her har de kunnet sidde uforstyrret bag computeren, uden at nysgerrige kolleger og chefer har kunnet kigge dem over skulderen.
Friheden i hjemmet har ført til meget trafik til Boligsiden i dagtimerne. En ny opgørelse viser, at mange besøgende på Boligsiden er kommet ind via deres computer fra klokken 8 om morgenen til klokken 16 om eftermiddagen, der for de fleste er arbejdstimer.
Når arbejdsdagen slutter, og computeren bliver lukket ned, så flytter aktiviteten over på mobilen.
”Der er et tydeligt mønster, der viser, at computeren er det foretrukne redskab til at søge bolig i dagtimerne, og det fortæller os, at når brugerne tager en pause fra arbejdet, så drømmer de sig videre til deres næste bolig. Når arbejdsdagen er slut, rykker de over på mobilen, som for de flestes vedkommende altid er ved hånden eller i lommen,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Tv-programmer tricker nysgerrigheden
Ser vi på trafikken på Boligsiden henover ugen, afslører tallene, at onsdag aften er der, hvor der er allerflest besøg på Boligsiden.
”Onsdag aften er særlig på den måde, at DR og TV2 de seneste år har lagt deres populære boligprogrammer ’I hus til halsen’ og ’Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed’ kl. 20. Begge programmer viser boliger, der måske-måske ikke bliver solgt i slutningen af programme. Det får den nysgerrige seer til lige at tjekke, om boligen nu også er blevet solgt. Senest har TV2 også lagt deres nye boligprogram To Ens onsdag aften, så den tendens kan måske fortsætte,” siger Birgit Daetz.