Visionen for, hvordan nye idræts- og kulturfaciliteter i Aalborg kan se ud, går nu ind næste fase, hvor behov og muligheder bliver undersøgt nærmere i tæt samarbejde med klubberne og andre interessenter.
Den 18. november præsenterede en initiativgruppe en vision for, hvordan fremtidens idræts- og kulturfaciliteter kan se ud i Aalborg. Aalborg Kommune overtog stafetten med at være tovholder på projektet, og er nu klar med en tidsplan for, hvilke aktiviteter der bliver sat i gang for at komme videre med at realisere ønskerne.
Lasse Frimand Jensen, borgmester i Aalborg Kommune, fortæller, at der er mange aktiviteter, som skal igangsættes, inden vi kan fløjte til kamp på et nyt stadion.
Jeg sætter stor pris på det initiativ, aktørerne viser, og vi er i Aalborg Kommune klar til at drible videre med bolden. Første skridt er, at vi holder et møde med de involverede klubber og kulturinstitutioner i januar for at få endnu mere viden om de behov, aktørerne har. Derudover vil første halvår af 2024 bestå af opgaver med at udforske de planmæssige, økonomiske og juridiske rammer samt overslag på anlægsudgifter: Lasse Frimand Jensen, borgmester i Aalborg Kommune
Udover tidsplanen er organiseringen af projektet i forundersøgelsesfasen på plads, og der bliver et tæt samarbejde med klubberne og kulturinstitutionerne undervejs. I andet halvår af 2024 bliver tiden dedikeret til at undersøge trafikale forhold, samspillet til den øvrige byudvikling og hvilke processer der skal være for borgerinddragelse. Det bliver også i andet halvår af 2024, der skal tages politisk stilling til projektet. I 2025 forventes det, at et mere konkret projektforslag med optioner, mulighed for etapevis gennemførelse med videre kan gå i gang.
”I initiativgruppen ser vi frem til møderne med kommunen, hvor vi kan sætte flere ord på de potentialer, vi ser. Klubberne får allerede nu mange spørgsmål, og selvom mange er nysgerrige på, hvornår vi kan gå i gang med at bygge, er det fornuftigt at lave en grundig behovsafdækning. Vi oplever, at der er mange synergier mellem aktørerne, og vi ser store gevinster i at forene sports- og kulturbegivenhederne yderligere i byen”, siger formand Rasmus Haugaard, Erhverv Norddanmark, der er én af initiativtagerne til visionen.
Visionen indeholder et nyt fodboldstadion, en ny håndbold- og koncertarena – og en modernisering af Aalborg Kongres & Kultur Center.
De otte organisationer og virksomheder bag visionen
- Erhverv Norddanmark
- AaB
- DBU
- Aalborg Håndbold
- Aalborg Pirates
- SIFA
- Spar Nord Arena – Aalborg Væddeløbsbane
- Aalborg Kongres & Kultur Center
Kilde: Aalborg Kommune – Billede: CF Møller Architechts